The Bible, New Testament, in Danish

Part 4 out of 10

9. Og jeg siger eder: Gører eder Venner ved Uretfærdighedens
Mammon, for at de, når det er forbi med den, må modtage eder i
de evige Boliger.
10. Den, som er tro i det mindste, er også tro i meget, og den, som
er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget.
11. Dersom I da ikke have været tro i den uretfærdige Mammon, hvem
vil da betro eder den sande?
12. Og dersom I ikke have været tro i det, som andre eje, hvem vil
da give eder noget selv at eje?
13. Ingen Tjener kan tjene to Herrer; thi han vil enten hade den ene
og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den
anden; I kunne ikke tjene Gud og Mammon."

14. Men alt dette hørte Farisæerne, som vare pengegerrige, og de
spottede ham.
15. Og han sagde til dem: "I ere de, som gøre eder selv retfærdige
for Menneskene; men Gud kender eders Hjerter; thi det, som er
højt iblandt Mennesker, er en Vederstyggelighed for Gud.
16. Loven og Profeterne vare indtil Johannes; fra den Tid forkyndes
Evangeliet om Guds Rige, og enhver trænger derind med Vold.
17. Men det er lettere, at Himmelen og Jorden forgå, end at en
Tøddel af Loven bortfalder.
18. Hver, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte,
bedriver Hor; og hver, som tager til Ægte en Kvinde, der er
skilt fra sin Mand, bedriver Hor.

19. Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kostbart
Linned og levede hver Dag i Fryd og Herlighed.
20. Men en fattig ved Navn Lazarus var lagt ved hans Port, fuld af
Sår.
21. Og han attråede at mættes af det, som faldt fra den Riges Bord;
men også Hundene kom og slikkede hans Sår.
22. Men det skete, at den fattige døde, og at han blev henbåren af
Englene i Abrahams Skød; men den rige døde også og blev
begravet.
23. Og da han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine,
ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans Skød.
24. Og han råbte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og
send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin Finger i
Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue.
25. Men Abraham sagde: Barn! kom i Hu, at du har fået dit gode i din
Livstid, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han her, og
du pines.
26. Og foruden alt dette er der fæstet et stort Svælg imellem os og
eder, for at de, som ville fare herfra over til eder, ikke
skulle kunne det, og de ikke heller skulle fare derfra over til
os.
27. Men han sagde: Så beder jeg dig, Fader! at du vil sende ham til
min Faders Hus
28. thi jeg har fem Brødre for at han kan vidne for dem, for at ikke
også de skulle komme i dette Pinested.
29. Men Abraham siger til ham: De have Moses og Profeterne, lad dem
høre dem!
30. Men han sagde: Nej, Fader Abraham! men dersom nogen fra de døde
kommer til dem, ville de omvende sig.
31. Men han sagde til ham: Høre de ikke Moses og Profeterne, da lade
de sig heller ikke overbevise, om nogen opstår fra de døde."

Lukas 17

1. Men han sagde til sine Disciple: "Det er umuligt, at Forargelser
ikke skulde komme; men ve den, ved hvem de komme!
2. Det er bedre for ham, om en Møllesten er lagt om hans Hals, og
han er kastet i Havet end at han skulde forarge een af disse
små.
3. Vogter på eder selv! Dersom din Broder synder, da irettesæt ham;
og dersom han angrer, da tilgiv ham!
4. Og dersom han syv Gange om Dagen synder imod dig og syv Gange
vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, da skal du
tilgive ham."

5. Og Apostlene sagde til Herren: "Giv os mere Tro!"
6. Men Herren sagde: "Dersom I havde Tro som et Sennepskorn, da
kunde I sige til dette Morbærfigentræ: Ryk dig op med Rode, og
plant dig i Havet, og det skulde adlyde eder.
7. Men hvem af eder, som har en Tjener, der pløjer eller vogter,
siger til ham, når han kommer hjem fra Marken: Gå straks hen og
sæt dig til Bords?
8. Vil han ikke tværtimod sige til ham: Tilbered, hvad jeg skal
have til Nadver, og bind op om dig, og vart mig op, medens jeg
spiser og drikker; og derefter må du spise og drikke?
9. Mon han takker Tjeneren, fordi han gjorde det, som var befalet?
Jeg mener det ikke.
10. Således skulle også I, når I have gjort alle de Ting, som ere
eder befalede, sige: Vi ere unyttige Tjenere; kun hvad vi vare
skyldige at gøre, have vi gjort."

11. Og det skete, medens han var på Vej til Jerusalem, at han drog
midt imellem Samaria og Galilæa.
12. Og da han gik ind i en Landsby, mødte der ham ti spedalske Mænd,
som stode langt borte,
13. og de opløftede Røsten og sagde: "Jesus, Mester, forbarm dig
over os!"
14. Og da han så dem, sagde han til dem: "Går hen og fremstiller
eder for Præsterne!" Og det skete, medens de gik bort, bleve de
rensede.
15. Men en af dem vendte tilbage, da han så, at han var helbredt, og
priste Gud med høj Røst.
16. Og han faldt på sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og
denne var en Samaritan.
17. Men Jesus svarede og sagde: "Bleve ikke de ti rensede? hvor ere
de ni?
18. Fandtes der ingen, som vendte tilbage for at give Gud Ære, uden
denne fremmede?"
19. Og han sagde til ham:"Stå op, gå bort; din Tro har frelst dig!"

20. Men da han blev spurgt af Farisæerne om, når Guds Rige kommer,
svarede han dem og sagde: "Guds Rige kommer ikke således, at man
kan vise derpå.
21. Ikke heller vil man sige: Se her, eller: Se der er det; thi se,
Guds Rige er inden i eder."

22. Men han sagde til Disciplene: "Der skal komme Dage, da I skulle
attrå at se en af Menneskesønnens Dage, og I skulle ikke se den.
23. Og siger man til eder: Se der, eller: Se her er han, så går ikke
derhen, og løber ikke derefter!
24. Thi ligesom Lynet, når det lyner fra den ene Side af Himmelen,
skinner til den anden Side af Himmelen, således skal
Menneskesønnen være på sin Dag.
25. Men først bør han lide meget og forkastes af denne Slægt.
26. Og som det skete i Noas Dage, således skal det også være i
Menneskesønnens Dage:
27. De spiste, drak, toge til Ægte, bleve bortgiftede indtil den
Dag, da Noa gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde alle.
28. Ligeledes, som det skete i Loths Dage: De spiste, drak, købte,
solgte, plantede, byggede;
29. men på den Dag, da Loth gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl
ned fra Himmelen og ødelagde dem alle:
30. på samme Måde skal det være på den Dag, da Menneskesønnen
åbenbares.
31. På den dag skal den, som er på Taget og har sine Ejendele i
Huset, ikke stige ned for at hente dem; og ligeså skal den, som
er på Marken, ikke vende tilbage igen!
32. Kommer Loths Hustru i Hu!
33. Den, som søger at bjærge sit Liv, skal miste det; og den, som
mister det, skal beholde Livet.
34. Jeg siger eder: I den Nat skulle to Mænd være på eet Leje; den
ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage.
35. To Kvinder skulle male på samme Kværn; den ene skal tages med,
og den anden skal lades tilbage.
36. To Mænd skulle være på Marken; den ene skal tages med. og den
anden skal lades tilbage."
37. Og de svare og sige til ham: "Hvor, Herre?" Men han sagde til
dem: "Hvor Ådselet er, der ville også Ørnene samle sig."

Lukas 18

1. Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og
ikke blive trætte,
2. og sagde: "Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og
ikke undså sig for noget Menneske.
3. Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: Skaf
mig Ret over min Modpart!
4. Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Om
jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget
Menneske,
5. så vil jeg dog, efterdi denne Enke volder mig Besvær, skaffe
Hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig."
6. Men Herren sagde: "Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger!
7. Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som råbe til
ham Dag og Nat? og er han ikke langmodig, når det gælder dem?
8. Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon
Menneskesønnen, når han kommer, vil finde Troen på Jorden?"

9. Men han sagde også til nogle, som stolede på sig selv, at de
vare retfærdige, og foragtede de andre, denne Lignelse:
10. "Der gik to Mænd op til Helligdommen for at bede; den ene var en
Farisæer, og den anden en Tolder.
11. Farisæeren stod og bad ved sig selv således: Gud! Jeg takker
dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere,
uretfærdige, Horkarle, eller også som denne Tolder.
12. Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min indtægt.
13. Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene
til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig
Synder nådig!
14. Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus
fremfor den anden; thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal
fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes."

15. Men de bare også de små Børn til ham, for at han skulde røre ved
dem; men da Disciplene så det, truede de dem.
16. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "Lader de små Børn komme
til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører sådanne
til.
17. Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige
ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det."

18. Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: "Gode Mester! hvad
skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?"
19. Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er
god uden een, nemlig Gud.
20. Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel;
du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; Ær din
Fader og din Moder."
21. Men han sagde: "Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af."
22. Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: "Endnu een Ting
fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, så
skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!"
23. Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var såre
rig.
24. Men da Jesus så, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: "Hvor
vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!
25. thi det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for
en rig at gå ind i Guds Rige."
26. Men de, som hørte det, sagde: "Hvem kan da blive frelst?"
27. Men han sagde: "Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt
for Gud."
28. Men Peter sagde: "Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig."
29. Men han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen,
som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru
eller Børn for Guds Riges Skyld,
30. uden at han skal få det mange Fold igen i denne Tid og i den
kommende Verden et evigt Liv."

31. Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: "Se, vi drage op
til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne,
skulle fuldbyrdes på Menneskesønnen.
32. Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhånes og
bespyttes,
33. og de skulle hudstryge og ihjelslå ham; og på den tredje Dag
skal han opstå."
34. Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og
de forstode ikke det, som blev sagt.

35. Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind
ved Vejen og tiggede.
36. Og da han hørte en Skare gå forbi, spurgte han, hvad dette var.
37. Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi.
38. Og han råbte og sagde:"Jesus, du Davids Søn,forbarm dig over
mig!"
39. Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han
råbte meget stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!"
40. Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da
han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde:
41. "Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men han sagde: "Herre!
at jeg må blive seende."
42. Og Jesus sagde til ham: "Bliv seende! din Tro har frelst dig."
43. Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og
hele Folket lovpriste Gud, da de så det.

Lukas 19

1. Og han kom ind i Jeriko og drog derigennem.
2. Og se, der var en Mand, som hed Zakæus; han var Overtolder, og
han var rig.
3. Og han søgte at få at se, hvem der var Jesus, og kunde ikke for
Skaren, fordi han var lille af Vækst.
4. Og han løb forud og steg op i et Morbær Figentræ, for at han
kunde se ham; thi han skulde komme frem ad den Vej.
5. Og da Jesus kom til Stedet, så han op og blev ham var og sagde
til ham: "Zakæus! skynd dig og stig ned; thi jeg skal i Dag
blive i dit Hus."
6. Og han skyndte sig og steg ned og tog imod ham med Glæde.
7. Og da de så det, knurrede de alle og sagde: "Han er gået ind for
at tage Herberge hos en syndig Mand."
8. Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: "Se, Herre! Halvdelen
af min Ejendom giver jeg de fattige; og dersom jeg har besveget
nogen for noget, da giver jeg det fire Fold igen."
9. Men Jesus sagde til ham: "I Dag er der blevet dette Hus Frelse
til Del, efterdi også han er en Abrahams Søn;
10. thi Menneskesønnen er kommen for at søge og frelse det
fortabte."

11. Men medens de hørte på dette, fortsatte han og sagde en
Lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem, og de mente, at Guds
Rige skulde straks komme til Syne.
12. Han sagde da: "En højbåren Mand drog til et fjernt Land for at
få Kongemagt og vende tilbage igen.
13. Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde
til dem: Købslår dermed, indtil jeg kommer.
14. Men hans Medborgere hadede ham og skikkede Sendebud efter ham og
lod sige: Vi ville ikke, at denne skal være Konge over os.
15. Og det skete, da han kom igen, efter at han havde fået
Kongemagten, sagde han, at disse Tjenere, hvem han havde givet
Pengene, skulde kaldes for ham, for at han kunde få at vide,
hvad hver havde vundet.
16. Og den første trådte frem og sagde: Herre! dit Pund har
erhvervet ti Pund til.
17. Og han sagde til ham: Vel, du gode Tjener! efterdi du har været
tro i det mindste, skal du have Magt over ti Byer.
18. Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund har indbragt fem
Pund.
19. Men han sagde også til denne: Og du skal være over fem Byer.
20. Og en anden kom og sagde: Herre! se, her er dit Pund, som jeg
har haft liggende i et Tørklæde.
21. Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du
tager, hvad du ikke lagde, og høster, hvad du ikke såede.
22. Han siger til ham: Efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde
Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager, hvad jeg
ikke lagde, og høster, hvad jeg ikke såede;
23. hvorfor gav du da ikke mine Penge til Vekselbordet, så jeg ved
min Hjemkomst kunde have krævet dem med Rente?
24. Og han sagde til dem, som stode hos: Tager Pundet fra ham, og
giver det til ham, som har de ti Pund.
25. Og de sagde til ham: Herre! han har ti Pund.
26. Jeg siger eder, at enhver, som har, ham skal der gives; men den,
som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.
27. Men fører disse mine Fjender hid, som ikke vilde, at jeg skulde
være Konge over dem, og hugger dem ned for mine Øjne!"

28. Og da han havde sagt dette, gik han foran og drog op til
Jerusalem.
29. Og det skete, da han nærmede sig til Bethfage og Bethania ved
det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, udsendte han to af sine
Disciple og sagde:
30. "Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder. Når I komme
derind, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket der endnu
aldrig har siddet noget Menneske; og løser det, og fører det
hid!
31. Og dersom nogen spørger eder: Hvorfor løse I det? da skulle I
sige således: Herren har Brug for det."
32. Men de udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt
dem.
33. Men da de løste Føllet, sagde dets Herrer til dem: "Hvorfor løse
I Føllet?"
34. Og de sagde: "Herren har Brug for det."
35. Og de førte det til Jesus, og de lagde deres Klæder på Føllet og
lod Jesus sætte sig derpå.
36. Og da han drog frem, bredte de deres Klæder under ham på Vejen.
37. Men da han nu nærmede sig til Nedgangen fra Oliebjerget,
begyndte hele Disciplenes Mængde med Glæde at prise Gud med høj
Røst for alle de kraftige Gerninger, som de havde set, og de
sagde:
38. "Velsignet være Kongen, som kommer, i Herrens Navn! Fred i
Himmelen, og Ære i det højeste!"
39. Og nogle af Farisæerne i Skaren sagde til ham: "Mester!
irettesæt dine Disciple!"
40. Og han svarede og sagde til dem: "Jeg siger eder, at hvis disse
tie, skulle Stenene råbe."

41. Og da han kom nær til og så Staden, græd han over den og sagde:
42. "Vidste dog også du, ja, selv på denne din Dag, hvad der tjener
til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øjne.
43. Thi der skal komme Dage over dig, da dine Fjender skulle kaste
en Vold op omkring dig og omringe dig og trænge dig alle Vegne
fra;
44. og de skulle lægge dig helt øde og dine Børn i dig og ikke lade
Sten på Sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din Besøgelses
Tid."

45. Og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som
solgte,
46. og sagde til dem: "Der er skrevet: Og mit Hus er et Bedehus; men
I have gjort det til en Røverkule."
47. Og han lærte daglig i Helligdommen; men Ypperstepræsterne og de
skriftkloge og de første i Folket søgte at slå ham ihjel.
48. Og de fandt ikke, hvad de skulde gøre; thi hele Folket hang ved
ham og hørte ham.

Lukas 20

1. Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i
Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte
Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen
til ham.
2. Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse
Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?"
3. Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om
en Ting, siger mig det:
4. Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?"
5. Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra
Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
6. Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det
er overbevist om, at Johannes var en Profet."
7. Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.
8. Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad
Magt jeg gør disse Ting."

9. Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand
plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog
udenlands for lange Tider.
10. Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for
at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene
sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
11. Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham
og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort.
12. Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og
kastede ham ud.
13. Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende
min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham.
14. Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde:
Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive
vor.
15. Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil
nu Vingårdens Herre gøre ved dem?
16. Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården
til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!"
17. Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet:
Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en
Hovedhjørnesten?
18. Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem
den falder på, ham skal den knuse."
19. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på
ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de
forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.

20. Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig,
som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde
overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
21. Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og
lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i
Sandhed.
22. Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?"
23. Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor
friste I mig?
24. Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men
de svarede og sagde: "Kejserens."
25. Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er,
og Gud, hvad Guds er."
26. Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de
forundrede sig over hans Svar og tav.

27. Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom
til ham og spurgte ham og sagde:
28. "Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som
er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen
og oprejse sin Broder Afkom.
29. Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde
barnløs.
30. Ligeså den anden.
31. Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden
at efterlade Børn.
32. Men til sidst døde også Hustruen.
33. Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have
alle syv haft hende til Hustru."
34. Og Jesus sagde til dem: "Denne Verdens Børn tage til Ægte og
bortgiftes;
35. men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i
Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller
bortgiftes.
36. Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds
Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
37. Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet
om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud
og Jakobs Gud.
38. Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de
alle."
39. Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte
vel."
40. Og de turde ikke mere spørge ham om noget.

41. Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er
Davids Søn?
42. David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre:
Sæt dig ved min højre Hånd,
43. indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
44. Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"

45. Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene:
46. "Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange
Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de
fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved
Måltiderne,
47. de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle
få des hårdere Dom."

Lukas 21

1. Men idet han så op, fik han Øje på de rige, som lagde deres
Gaver i Tempelblokken.
2. Men han så en fattig Enke. som lagde to Skærve deri.
3. Og han sagde: "Sandelig, siger jeg eder, at denne fattige Enke
lagde mere i end de alle.
4. Thi alle disse lagde af deres Overflod hen til Gaverne; men hun
lagde af sin Fattigdom al sin Ejendom, som hun havde."

5. Og da nogle sagde om Helligdommen, at den var prydet med smukke
Sten og Tempelgaver. sagde han:
6. "Disse Ting, som I se - der skal komme Dage, da der ikke lades
Sten på Sten, som jo skal nedbrydes."
7. Men de spurgte ham og sagde: "Mester! når skal dette da ske? og
hvad er Tegnet på, når dette skal ske?"
8. Men han sagde: "Ser til, at I ikke blive forførte; thi mange
skulle på mit Navn komme og sige: Det er mig, og: Tiden er
kommen nær. Går ikke efter dem!
9. Men når I høre om Krige og Oprør, da forskrækkes ikke; thi dette
må først ske, men Enden er der ikke straks."
10. Da sagde han til dem: "Folk skal rejse sig imod Folk, og Rige
imod Rige.
11. Og store Jordskælv skal der være her og der og Hungersnød og
Pest, og der skal ske frygtelige Ting og store Tegn fra
Himmelen.
12. Men forud for alt dette skulle de lægge Hånd på eder og forfølge
eder og overgive eder til Synagoger og Fængsler, og I skulle
føres frem for Konger og Landshøvdinger for mit Navns Skyld.
13. Det skal falde ud for eder til Vidnesbyrd.
14. Lægger det da på Hjerte, at I ikke forud skulle overtænke,
hvorledes I skulde forsvare eder.
15. Thi jeg, vil give eder Mund og Visdom, som alle eders
Modstandere ikke skulle kunne modstå eller modsige.
16. Men I skulle endog forrådes af Forældre og Brødre og Frænder og
Venner, og de skulle slå nogle af eder ihjel.
17. Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld.
18. Og ikke et Hår på eders Hoved skal gå tabt.
19. Ved eders Udholdenhed skulle I vinde eders Sjæle.
20. Men når I se Jerusalem omringet af Krigshære, da forstår, at
dens Ødelæggelse er kommen nær.
21. Da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene; og de, som ere
inde i Staden, skulle vige bort derfra; og de, som ere på
Landet, skulle ikke gå ind i den.
22. Thi disse ere Hævnens Dage, da alt, hvad skrevet er, skal
opfyldes.
23. Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage; thi
der skal være stor Nød på Jorden og Vrede over dette Folk.
24. Og de skulle falde for Sværdets Od og føres fangne til alle
Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil
Hedningernes Tider fuldkommes.
25. Og der skal ske Tegn i Sol og Måne og Stjerner, og på Jorden
skulle Folkene ængstes i Fortvivlelse over Havets og Bølgernes
Brusen,
26. medens Mennesker forsmægte af Frygt og Forventning om de Ting,
som komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle rystes.
27. Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Sky med Kraft og megen
Herlighed.
28. Men når disse Ting begynde at ske, da ser op og opløfter eders
Hoveder, efterdi eders Forløsning stunder til."
29. Og han sagde dem en Lignelse: "Ser Figentræet og alle Træerne;
30. når de alt springe ud, da se I og skønne af eder selv, at
Sommeren nu er nær.
31. Således skulle også I, når I se disse Ting ske, skønne, at Guds
Rige er nær.
32. Sandelig, siger jeg eder, at denne Slægt skal ingenlunde forgå,
førend det er sket alt sammen.
33. Himmelen og Jorden skulle forgå; men mine Ord skulle ingenlunde
forgå.
34. Men vogter eder, at eders Hjerter ikke, nogen Tid besværes af
Svir og Drukkenskab og timelige Bekymringer, så hin dag kommer
pludseligt over eder som en Snare.
35. Thi komme skal den over alle dem, der bo på hele Jordens Flade.
36. Og våger og beder til enhver Tid, for at I må blive i Stand til
at undfly alle disse Ting, som skulle ske, og bestå for
Menneskesønnen."
37. Men han lærte om Dagene i Helligdommen, men om Nætterne gik han
ud og overnattede på det Bjerg, som kaldes Oliebjerget.
38. Og hele Folket kom årle til ham i Helligdommen for at høre ham.

Lukas 22

1. Men de usyrede Brøds Højtid, som kaldes Påske, nærmede sig.
2. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de kunde
slå ham ihjel; thi de frygtede for Folket.
3. Men Satan gik ind i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de
tolv.
4. Og han gik hen og talte med Ypperstepræsterne og Høvedsmændene
om, hvorledes han vilde forråde ham til dem.
5. Og de bleve glade og lovede at give ham Penge.
6. Og han tilsagde det; og han søgte Lejlighed til at forråde ham
til dem uden Opløb.

7. Men de usyrede Brøds Dag kom, på hvilken man skulde slagte
Påskelammet.
8. Og han udsendte Peter og Johannes og sagde: "Går hen og bereder
os Påskelammet, at vi kunne spise det."
9. Men de sagde til ham: "Hvor vil du, at vi skulle berede det?"
10. Men han sagde til dem: "Se, når I ere komne ind i Staden, skal
der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham til
Huset, hvor han går ind,
11. og I skulle sige til Husbonden i Huset: Mesteren siger: Hvor er
det Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med mine Disciple?
12. Og han skal vise eder en stor Sal opdækket; der skulle I berede
det."
13. Og de gik hen og fandt det således, som han havde sagt dem; og
de beredte Påskelammet.
14. Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham.
15. Og han sagde til dem: "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise
dette Påskelam med eder, førend jeg lider.
16. Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det,
førend det bliver fuldkommet i Guds Rige."
17. Og han tog en Kalk, takkede og sagde: "Tager dette, og deler det
imellem eder!
18. Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af
Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer."
19. Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde:
"Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til
min Ihukommelse!"
20. Ligeså tog han også Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: "Denne
Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder.
21. Men se, hans Hånd, som forråder mig, er her på Bordet hos mig.
22. Thi Menneskesønnen går bort, som det er beskikket; dog ve det
Menneske, ved hvem han bliver forrådt!"
23. Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det
dog kunde være, som skulde gøre dette.

24. Men der opstod også en Trætte iblandt dem om, hvem at dem der
måtte synes at være den største.
25. Men han sagde til dem: "Folkenes Konger herske over dem, og de,
som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere.
26. I derimod ikke således; men den ældste iblandt eder blive som
den yngste, og Føreren som den, der tjener.
27. Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som
tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt
eder som den, der tjener.
28. Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser.
29. Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg
eder
30. at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde på
Troner og dømme Israels tolv Stammer."
31. Men Herren sagde: "Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at
sigte eder som Hvede.
32. Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og når du
engang omvender dig, da styrk dine Brødre!"
33. Men han sagde til ham: "Herre! jeg er rede til at gå med dig
både i Fængsel og i Døden."
34. Men han sagde: "Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i
Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig."

35. Og han sagde til dem: "Da jeg udsendte eder uden Pung og Taske
og Sko, manglede I da noget?" Og de sagde: "Intet."
36. Men han sagde til dem: "Men nu, den, som har en Pung, tage den
med, ligeså også en Taske; og den, som ikke har noget Sværd,
sælge sin Kappe og købe et!
37. Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes på mig,
dette: "Og han blev regnet iblandt Overtrædere;" thi også med
mig har det en Ende."
38. Men de sagde: "Herre! se, her er to Sværd." Men han sagde til
dem: "Det er nok."

39. Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men også
Disciplene fulgte ham.
40. Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: "Beder om ikke at
falde i Fristelse."
41. Og han rev sig løs fra dem, så meget som et Stenkast, og faldt
på Knæ, bad og sagde:
42. "Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min
Villie, men din!"
43. Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham.
44. Og da han var i Dødsangst, bad han heftigere; men hans Sved blev
som Blodsdråber, der faldt ned på Jorden.
45. Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han
dem sovende af Bedrøvelse.
46. Og han sagde til dem: "Hvorfor sove I? Står op og beder, for at
I ikke skulle falde i Fristelse."

47. Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed
Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for
at kysse ham.
48. Men Jesus sagde til ham: "Judas! forråder du Menneskesønnen med
et Kys?"
49. Men da de,som vare omkring ham, så, hvad der vilde ske, sagde
de: "Herre! skulle vi slå til med Sværd?"
50. Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans
højre Øre.
51. Men Jesus tog til Orde og sagde: "Lad dem gøre også dette!" Og
han rørte ved hans Øre og lægte ham.
52. Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for
Helligdommen og de ældste, som vare komne til ham: "I ere gåede
ud som imod en Røver med Sværd og Knipler.
53. Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke
Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt."

54. Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i
Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand.
55. Og de tændte en Ild midt i Gården og satte sig sammen, og Peter
sad midt iblandt dem.
56. Men en Pige så ham sidde i Lysskæret og stirrede på ham og
sagde: "Også denne var med ham."
57. Men han fornægtede ham og sagde: "Jeg kender ham ikke. Kvinde!"
58. Og lidt derefter så en anden ham og sagde: "Også du er en af
dem." Men Peter sagde: "Menneske! det er jeg ikke."
59. Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: "I
Sandhed, også denne var med ham; han er jo også en Galilæer."
60. Men Peter sagde: "Menneske! jeg forstår ikke, hvad du siger." Og
straks, medens han endnu talte. galede Hanen.
61. Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens Ord i
Hu, hvorledes han havde sagt til ham: "Førend Hanen galer i Dag,
skal du fornægte mig tre Gange."
62. Og han gik udenfor og græd bitterligt.

63. Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham;
64. og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde:
"Profeter! hvem var det, som slog dig?"
65. Og mange andre Ting sagde de spottende til ham.
66. Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og
Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for
deres Råd
67. og sagde: "Er du Kristus, da sig os det!" Men han sagde til dem:
"Siger jeg eder det, tro I det ikke.
68. Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig.
69. Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre
Hånd."
70. Men de sagde alle: "Er du da Guds Søn?" Og han sagde til dem: "I
sige det; jeg er det."
71. Men de sagde: "Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo
selv hørt det af hans Mund!"

Lukas 23

1. Og hele Mængden stod op og førte ham for Pilatus.
2. Og de begyndte at anklage ham og sagde: "Vi have fundet, at
denne vildleder vort Folk og forbyder at give Kejseren Skat og
siger om sig selv at han er Kristus, en Konge."
3. Men Pilatus spurgte ham og sagde: "Er du Jødernes Konge?" Og han
svarede og sagde til ham: "Du siger det."
4. Men Pilatus sagde til Ypperstepræsterne og til Skarerne: "Jeg
finder ingen Skyld hos dette Menneske."
5. Men de bleve ivrigere og sagde: "Han oprører Folket, idet han
lærer over hele Judæa fra Galilæa af, hvor han begyndte, og lige
hertil."
6. Men da Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om Manden var en
Galilæer.
7. Og da han fik at vide, at han var fra Herodes's Område, sendte
han ham til Herodes, som også selv var i Jerusalem i disse Dage.
8. Men da Herodes så Jesus, blev han meget glad; thi han havde i
lang Tid gerne villet se ham, fordi han hørte om ham, og han
håbede at se et Tegn blive gjort af ham.
9. Og han gjorde ham mange Spørgsmål; men han svarede ham intet.
10. Men Ypperstepræsterne og de skriftkloge stode og anklagede ham
heftigt.
11. Men da Herodes med sine Krigsfolk havde hånet og spottet ham,
kastede han et prægtigt Klædebon om ham og sendte ham til
Pilatus igen.
12. På den Dag bleve Herodes og Pilatus Venner med hinanden; thi de
vare før i Fjendskab med hinanden.
13. Men Pilatus sammenkaldte Ypperstepræsterne og Rådsherrerne og
Folket
14. og sagde til dem: "I have ført dette Menneske til mig som en,
der forfører Folket til Frafald; og se. jeg har forhørt ham i
eders Påhør og har ingen Skyld fundet hos dette Menneske i det,
som I anklage ham for,
15. og Herodes ikke heller, thi han sendte ham tilbage fil os; og
se, han har intet gjort som han er skyldig at dø for.
16. Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs."
17. (Men han var nødt til at løslade dem een på Højtiden.)
18. Men de råbte alle sammen og sagde: "Bort med ham, men løslad os
Barabbas!"
19. Denne var kastet i Fængsel for et Oprør, som var sket i Staden,
og for Mord.
20. Og atter talte Pilatus til dem, da han gerne vilde løslade
Jesus.
21. Men de råbte til ham og sagde: "Korsfæst, korsfæst ham!
22. Men han sagde tredje Gang til dem: "Hvad ondt har da denne gjort
Jeg har ingen Dødsskyld fundet hos ham; derfor vil jeg revse ham
og lade ham løs."
23. Men de trængte på med stærke Råb og forlangte, at han skulde
korsfæstes; og deres Råb fik Overhånd.
24. Og Pilatus dømte, at deres Forlangende skulde opfyldes;
25. og han løslod den, de forlangte, som var kastet i Fængsel for
Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie.

26. Og da de førte ham bort, toge de fat på en vis Simon fra Kyrene,
som kom fra Marken, og lagde Korset på ham, for at han skulde
bære det bag efter Jesus.
27. Men der fulgte ham en stor Hob af Folket, og af Kvinder, som
jamrede og græd over ham.
28. Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: "I Jerusalems Døtre!
græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders
Børn!
29. Thi se, der kommer Dage, da man skal sige: Salige ere de
ufrugtbare og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke
gave Die.
30. Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og
til Højene: Skjuler os!
31. Thi gør man dette ved det grønne Træ, hvad vil da ske med det
tørre?"
32. Men der blev også to andre Misdædere førte ud for at henrettes
med ham.
33. Og da de vare komne til det Sted, som kaldes "Hovedskal",
korsfæstede de ham der, og Misdæderne, den ene ved hans højre,
og den anden ved hans venstre Side.
34. Men Jesus sagde: "Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de
gøre." Men de delte hans Klæder imellem sig ved Lodkastning.
35. Og Folket stod og så til; men også Rådsherrerne spottede ham og
sagde: "Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom
han er Guds Kristus, den udvalgte."
36. Men også Stridsmændene spottede ham, idet de trådte til, rakte
ham Eddike og sagde:
37. "Dersom du er Jødernes Konge, da frels dig selv!"
38. Men der var også sat en Overskrift over ham (skreven på Græsk og
Latin og Hebraisk): "Denne er Jødernes Konge."
39. Men en af de ophængte Misdædere spottede ham og sagde: "Er du
ikke Kristus? Frels dig selv og os!"
40. Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: "Frygter
heller ikke du Gud, da du er under den samme Dom?
41. Og vi ere det med Rette; thi vi få igen, hvad vore Gerninger
have forskyldt; men denne gjorde intet uskikkeligt."
42. Og han sagde: "Jesus! kom mig i Hu, når du kommer i dit Rige!"
43. Og han sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i Dag skal du
være med mig i Paradiset."
44. Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele
Landet indtil den niende Time,
45. idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt
over.
46. Og Jesus råbte med høj Røst og sagde: "Fader! i dine Hænder
befaler jeg min Ånd;" og da han havde sagt det, udåndede han.
47. Men da Høvedsmanden så det, som skete, gav han Gud Æren og
sagde: "I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt."
48. Og alle Skarerne, som vare komne sammen til dette Skue, sloge
sig for Brystet, da de så, hvad der skete, og vendte tilbage.
49. Men alle hans Kyndinge stode langt borte, ligeså de Kvinder, som
fulgte med ham fra Galilæa, og så dette.

50. Og se, en Mand ved Navn Josef, som var Rådsherre, en god og
retfærdig Mand,
51. han havde ikke samtykket i deres Råd og Gerning, han var fra
Arimathæa, en jødisk By, og han forventede Guds Rige;
52. han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme.
53. Og han tog det ned og svøbte det i et fint Linklæde, og han
lagde ham i en Grav, som var hugget i en Klippe, hvor endnu
ingen nogen Sinde var lagt. 54 Og det var Beredelsesdag, og
Sabbaten stundede til.
55. Men Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter
og så Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt.
56. Og de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og
Sabbaten over holdt de sig stille efter Budet.

Lukas 24

1. Men på den første Dag i Ugen meget årle kom de til Graven og
bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt.
2. Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven.
3. Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme.
4. Og det skete, da de vare tvivlrådige om dette, se, da stode to
Mænd for dem i strålende Klædebon.
5. Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden,
sagde de til dem: "Hvorfor lede I efter den levende iblandt de
døde?
6. Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes
han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde,
7. at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og
korsfæstes og opstå på den tredje Dag."
8. Og de kom hans Ord i Hu.
9. Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting
for de elleve og for alle de andre.
10. Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder,
og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting.
11. Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.
12. Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind
ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren
over det, som var sket.

13. Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som
lå tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.
14. Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.
15. Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes,
da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.
16. Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham.
17. Men han sagde til dem: "Hvad er dette for Ord, som I skifte med
hinanden på Vejen?" Og de standsede bedrøvede.
18. Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: "Er du
alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i
disse dage?"
19. Og han sagde til dem: "Hvilket?" Men de sagde til ham: "Det med
Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord
for Gud og alt Folket;
20. og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet
ham til Dødsdom og korsfæstet ham.
21. Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men
med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.
22. Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom
årle til Graven,
23. og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde
også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.
24. Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således,
som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke."
25. Og han sagde til dem: "O I uforstandige og senhjertede til at
tro på alt det, som Profeterne have talt!
26. Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?"
27. Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem
i alle Skrifterne det, som handlede om ham.
28. Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som
han vilde gå videre.
29. Og de nødte ham meget og sagde: "Bliv hos os; thi det er mod
Aften, og Dagen hælder." Og han gik ind for at blive hos dem.
30. Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han
Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.
31. Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev
usynlig for dem.
32. Og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort Hjerte i os, medens
han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?"
33. Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem
og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke
sagde:
34. "Herren er virkelig opstanden og set af Simon."
35. Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han
blev kendt af dem, idet han brød Brødet.

36. Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og
han siger til dem: "Fred være med eder!"
37. Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de så en
Ånd.
38. Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor
opstiger der Tvivl i eders Hjerter?
39. Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler på mig
og ser; thi en Ånd har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har."
40. Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine
Fødder.
41. Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig,
sagde han til dem: "Have I her noget at spise?"
42. Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk.
43. Og han tog det og spiste det for deres Øjne.
44. Men han sagde til dem: "Dette er mine Ord, som jeg talte til
eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen
opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og
Salmerne."
45. Da oplod han deres Forstand til at forstå Skrifterne.
46. Og han sagde til dem: "Således er der skrevet, at Kristus skulde
lide og opstå fra de døde på den tredje Dag,
47. og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes
Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.
48. I ere Vidner om disse Ting.
49. Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle
blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje."

50. Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede
sine Hænder og velsignede dem.
51. Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og
opløftedes til Himmelen.
52. Og efter at have tilbedt ham vendte de tilbage til Jerusalem med
stor Glæde.
53. Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.

Johannes

Johannes 1

1. I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.
2. Dette var i Begyndelsen hos Gud.
3. Alle Ting ere blevne til ved det, og uden det blev end ikke een
Ting til af det, som er.
4. I det var Liv, og Livet var Menneskenes Lys.
5. Og Lyset skinner i Mørket, og Mørket begreb det ikke.
6. Der kom et Menneske, udsendt fra Gud, hans Navn var Johannes.
7. Denne kom til et Vidnesbyrd, for at han skulde vidne om Lyset,
for at alle skulde tro ved ham.
8. Han var ikke Lyset, men han skulde vidne om Lyset.
9. Det sande Lys, der oplyser hvert Menneske, var ved at komme til
Verden.
10. Han var i Verden, og Verden er bleven til ved ham, og Verden
kendte ham ikke.
11. Han kom til sit eget, og hans egne toge ikke imod ham.
12. Men så mange, som toge imod ham, dem gav han Magt til at vorde
Guds Børn, dem, som tro på hans Navn;
13. hvilke ikke bleve fødte af Blod, ej heller af Køds Villie, ej
heller af Mands Villie, men af Gud.
14. Og Ordet blev Kød og tog Bolig iblandt os, og vi så hans
Herlighed, en Herlighed, som en enbåren Søn har den fra sin
Fader, fuld af Nåde og Sandhed.
15. Johannes vidner om ham og råber og siger: "Ham var det, om hvem
jeg sagde: Den, som kommer efter mig, er kommen foran mig; thi
han var før mig."
16. Thi af hans Fylde have vi alle modtaget, og det Nåde over Nåde.
17. Thi Loven blev given ved Moses; Nåden og Sandheden er kommen ved
Jesus Kristus.
18. Ingen har nogen Sinde set Gud; den enbårne Søn, som er i
Faderens Skød, han har kundgjort ham.

19. Og dette er Johannes's Vidnesbyrd, da Jøderne sendte Præster og
Leviter ud fra Jerusalem, for at de skulde spørge ham: "Hvem er
du?"
20. Og han bekendte og nægtede ikke, og han bekendte: "Jeg er ikke
Kristus."
21. Og de spurgte ham: "Hvad da? Er du Elias?" Han siger: "Det er
jeg ikke." "Er du Profeten?" Og han svarede: "Nej."
22. Da sagde de til ham: "Hvem er du? For at vi kunne give dem Svar,
som have udsendt os; hvad siger du om dig selv?"
23. Han sagde: "Jeg er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Jævner
Herrens Vej, som Profeten Esajas har sagt."
24. Og de vare udsendte fra Farisæerne,
25. og de spurgte ham og sagde til ham: "Hvorfor døber du da, dersom
du ikke er Kristus, ej heller Elias, ej heller Profeten?"
26. Johannes svarede dem og sagde: "Jeg døber med Vand; midt iblandt
eder står den, I ikke kende,
27. han som kommer efter mig, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at
løse."
28. Dette skete i Bethania hinsides Jordan, hvor Johannes døbte.
29. Den næste Dag ser han Jesus komme til sig, og han siger: "Se det
Guds Lam, som bærer Verdens Synd!
30. Han er den, om hvem jeg sagde: Efter mig kommer en Mand, som er
kommen foran mig; thi han var før mig.
31. Og jeg kendte ham ikke; men for at han skulde åbenbares for
Israel, derfor er jeg kommen og døber med Vand."
32. Og Johannes vidnede og sagde: "Jeg har set Ånden dale ned som en
Due fra Himmelen, og den blev over ham.
33. Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med
Vand, han sagde til mig: Den, som du ser Ånden dale ned over og
blive over, han er den, som døber med den Helligånd.
34. Og jeg har set det og har vidnet, at denne er Guds Søn."

35. Den næste Dag stod Johannes der atter og to af hans Disciple.
36. Og idet han så på Jesus,som gik der,siger han: "Se det Guds
Lam!"
37. Og de to Disciple hørte ham tale, og de fulgte Jesus.
38. Men Jesus vendte sig om, og da han så dem følge sig, siger han
til dem: "Hvad søge I efter?" Men de sagde til ham: "Rabbi!
(hvilket udlagt betyder Mester) hvor opholder du dig?"
39. Han siger til dem: "Kommer og ser!" De kom da og så, hvor han
opholdt sig, og de bleve hos ham den Dag; det var ved den Tiende
Time.
40. Den ene af de to, som havde hørt Johannes's Ord og havde fulgt
ham, var Andreas, Simon Peters Broder.
41. Denne finder først sin egen Broder Simon og siger til ham: "Vi
have fundet Messias" (hvilket er udlagt: Kristus).
42. Og han førte ham til Jesus. Jesus så på ham og sagde: "Du er
Simon, Johannes's Søn; du skal hedde Kefas" (det er udlagt:
Petrus).
43. Den næste Dag vilde han drage derfra til Galilæa; og han finder
Filip. Og Jesus siger til ham: "Følg mig!"
44. Men Filip var fra Bethsajda, fra Andreas's og Peters By.
45. Filip finder Nathanael og siger til ham: "Vi have fundet ham,
hvem Moses i Loven og ligeså Profeterne have skrevet om, Jesus,
Josefs Søn, fra Nazareth."
46. Og Nathanael sagde til ham: "Kan noget godt være fra Nazareth?"
Filip siger til ham: "Kom og se!"
47. Jesus så Nathanael komme til sig, og han siger om ham: "Se, det
er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er Svig."
48. Nathanael siger til ham: "Hvorfra kender du mig?" Jesus svarede
og sagde til ham: "Førend Filip kaldte dig, så jeg dig, medens
du var under Figentræet."
49. Nathanael svarede ham: "Rabbi! du er Guds Søn, du er Israels
Konge."
50. Jesus svarede og sagde til ham: "Tror du, fordi jeg sagde dig,
at jeg så dig under Figentræet? Du skal se større Ting end
disse."
51. Og han siger til ham: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, I
skulle fra nu af se Himmelen åbnet og Guds Engle stige op og
stige ned over Menneskesønnen."

Johannes 2

1. Og på den tredje Dag var der et Bryllup i Kana i Galilæa; og
Jesu Moder var der.
2. Men også Jesus og hans Disciple bleve budne til Brylluppet.
3. Og da Vinen slap op, siger Jesu Moder til ham: "De have ikke
Vin."
4. Jesus siger til hende: "Kvinde! hvad vil du mig? min Time er
endnu ikke kommen."
5. Hans Moder siger til Tjenerne: "Hvad som han siger eder, det
skulle I gøre."
6. Men der var der efter Jødernes Renselsesskik fremsat seks
Vandkar af Sten, som rummede hvert to eller tre Spande.
7. Jesus siger til dem: "Fylder Vandkarrene med Vand; " og de
fyldte dem indtil det øverste.
8. Og han siger til dem: "Øser nu og bærer til Køgemesteren; " og
de bare det til ham.
9. Men da Køgemesteren smagte Vandet, som var blevet Vin, og ikke
vidste, hvorfra det kom (men Tjenerne, som havde øst Vandet,
vidste det), kalder Køgemesteren på Brudgommen og siger til ham:
10. "Hvert Menneske sætter først den gode Vin frem, og når de ere
blevne drukne, da den ringere; du har gemt den gode Vin indtil
nu."
11. Denne Begyndelse på sine Tegn gjorde Jesus i Kana i Galilæa, og
han åbenbarede sin Herlighed; og hans Disciple troede på ham.

12. Derefter drog han ned til Kapernaum, han og hans Moder og hans
Brødre og hans Disciple, og de bleve der ikke mange Dage.

13. Og Jødernes Påske var nær, og Jesus drog op til Jerusalem.
14. Og han fandt siddende i Helligdommen dem, som solgte Okser og
Får og Duer, og Vekselerne.
15. Og han gjorde en Svøbe af Reb og drev dem alle ud af
Helligdommen, både Fårene og Okserne, og han spredte
Vekselerernes Småpenge og væltede Bordene.
16. Og han sagde til dem, som solgte duer: "Tager dette bort herfra;
gører ikke min Faders Hus til en Købmandsbod!"
17. Hans Disciple kom i Hu, at der er skrevet: "Nidkærheden for dit
Hus vil fortære mig."
18. Da svarede Jøderne og sagde til ham: "Hvad viser du os for et
Tegn, efterdi du gør dette?"
19. Jesus svarede og sagde til dem: "Nedbryder dette Tempel, og i
tre Dage vil jeg oprejse det."
20. Da sagde Jøderne: "I seks og fyrretyve År er der bygget på dette
Tempel, og du vil oprejse det i tre Dage?"
21. Men han talte om sit Legemes Tempel.
22. Da han så var oprejst fra de døde, kom hans Disciple i Hu, at
han havde sagt dette; og de troede Skriften og det Ord, som
Jesus havde sagt.
23. Men da han var i Jerusalem i Påsken på Højtiden, troede mange på
hans Navn, da de så hans Tegn, som han gjorde.
24. Men Jesus selv betroede sig ikke til dem, fordi han kendte alle,
25. og fordi han ikke havde nødig, at nogen skulde vidne om
Mennesket; thi han vidste selv, hvad der var i Mennesket.

Johannes 3

1. Men der var en Mand af Farisæerne, han hed Nikodemus, en
Rådsherre iblandt Jøderne.
2. Denne kom til ham om Natten og sagde til ham: "Rabbi! vi vide.
at du er en Lærer kommen fra Gud; thi ingen kan gøre disse Tegn,
som du gør, uden Gud er med ham."
3. Jesus svarede og sagde til ham: "Sandelig, sandelig, siger jeg
dig. uden nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds Rige."
4. Nikodemus siger til ham: "Hvorledes kan et Menneske fødes, når
han er gammel? Mon han kan anden Gang komme ind i sin Moders Liv
og fødes?"
5. Jesus svarede: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen
bliver født af Vand og Ånd, kan han ikke komme ind i Guds Rige.
6. Hvad der er født af Kødet, er Kød; og hvad der er født af Ånden,
er Ånd.
7. Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny.
8. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men du
ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; således er
det med hver den, som er født af Ånden."
9. Nikodemus svarede og sagde til ham: "Hvorledes kan dette ske?"
10. Jesus svarede og sagde til ham: "Er du Israels Lærer og forstår
ikke dette?
11. Sandelig, sandelig, siger jeg dig vi tale det, vi vide, og vidne
det, vi have set; og I modtage ikke vort Vidnesbyrd.
12. Når jeg siger eder de jordiske Ting, og I ikke tro, hvorledes
skulle I da tro, når jeg siger eder de himmelske?
13. Og ingen er faren op til Himmelen, uden han, som for ned fra
Himmelen, Menneskesønnen, som er i Himmelen.
14. Og ligesom Moses ophøjede Slangen i Ørkenen, således bør
Menneskesønnen ophøjes,
15. for at hver den, som tror, skal have et evigt Liv i ham.
16. Thi således elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den enbårne,
for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have
et evigt Liv.
17. Thi Gud sendte ikke sin Søn til Verden, for at han skal dømme
Verden, men for at Verden skal frelses ved ham.
18. Den, som tror på ham, dømmes ikke; men den, som ikke tror, er
allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns
Navn.
19. Og dette er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene
elskede Mørket mere end Lyset; thi deres Gerninger vare onde.
20. Thi hver den, som øver ondt, hader Lyset og kommer ikke til
Lyset, for at hans Gerninger ikke skulle revses.
21. Men den, som gør Sandheden, kommer til Lyset, for at hans
Gerninger må blive åbenbare; thi de ere gjorte i Gud."

22. Derefter kom Jesus og hans Disciple ud i Judæas Land, og han
opholdt sig der med dem og døbte.
23. Men også Johannes døbte i Ænon, nær ved Salem, fordi der var
meget Vand der; og man kom derhen og lod sig døbe.
24. Thi Johannes var endnu ikke kastet i Fængsel.
25. Da opkom der en Strid imellem Johannes's Disciple og en Jøde om
Renselse.
26. Og de kom til Johannes og sagde til ham: "Rabbi! han, som var
hos dig hinsides Jordan, han, hvem du gav Vidnesbyrd, se, han
døber, og alle komme til ham."
27. Johannes svarede og sagde: "Et Menneske kan slet intet tage,
uden det er ham givet fra Himmelen.
28. I ere selv mine Vidner på, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus,
men jeg er udsendt foran ham.
29. Den, som har Bruden, er Brudgom; men Brudgommens Ven, som står
og hører på ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Så er
da denne min Glæde bleven fuldkommen.
30. Han bør vokse, men jeg forringes.
31. Den, som kommer ovenfra, er over alle; den, som er af Jorden, er
af Jorden og taler af Jorden; den, som kommer fra Himmelen, er
over alle.
32. Og det, som han har set og hørt, vidner han; og ingen modtager
hans Vidnesbyrd.
33. Den, som har modtaget hans Vidnesbyrd, har beseglet, at Gud er
sanddru.
34. Thi han, hvem Gud udsendte, taler Guds Ord; Gud giver nemlig
ikke Ånden efter Mål.
35. Faderen elsker Sønnen og har givet alle Ting i hans Hånd.
36. Den, som tror på Sønnen, har et evigt Liv; men den, som ikke vil
tro Sønnen, skal ikke se Livet, men Guds Vrede bliver over ham."

Johannes 4

1. Da Herren nu erfarede, at Farisæerne havde hørt, at Jesus vandt
flere Disciple og døbte flere end Johannes
2. (skønt Jesus ikke døbte selv, men hans Disciple):
3. da forlod han Judæa og drog atter bort til Galilæa.
4. Men han måtte rejse igennem Samaria.
5. Han kommer da til en By i Samaria, som kaldes Sykar, nær ved det
Stykke Land, som Jakob gav sin Søn Josef.
6. Og der var Jakobs Brønd. Jesus satte sig da, træt af Rejsen, ned
ved Brønden; det var ved den sjette Time.
7. En samaritansk Kvinde kommer for at drage Vand op. Jesus siger
til hende: "Giv mig noget at drikke!"
8. Hans Disciple vare nemlig gåede bort til Byen for at købe Mad.
9. Da siger den samaritanske Kvinde til ham: "Hvorledes kan dog du,
som er en Jøde, bede mig, som er en samaritansk Kvinde, om noget
at drikke?" Thi Jøder holde ikke Samkvem med Samaritanere.
10. Jesus svarede og sagde til hende: "Dersom du kendte Guds Gave,
og hvem det er, som siger til dig: Giv mig noget at drikke, da
bad du ham, og han gav dig levende Vand."
11. Kvinden siger til ham: "Herre! du har jo intet at drage op med,
og Brønden er dyb; hvorfra har du da det levende Vand?
12. Mon du er større end vor Fader Jakob, som har givet os Brønden,
og han har selv drukket deraf og hans Børn og hans Kvæg?"
13. Jesus svarede og sagde til hende: "Hver den, som drikker af
dette Vand, skal tørste igen.
14. Men den, som drikker af det Vand, som jeg giver ham, skal til
evig Tid ikke tørste; men det Vand, som jeg giver ham, skal
blive i ham en Kilde af Vand, som fremvælder til et evigt Liv."
15. Kvinden siger til ham: "Herre! giv mig dette Vand, for at jeg
ikke skal tørste og ikke komme hid for at drage op."
16. Jesus siger til hende: "Gå bort, kald på din Mand, og kom hid!"
17. Kvinden svarede og sagde: "Jeg har ingen Mand." Jesus siger til
hende: "Med Rette sagde du: Jeg har ingen Mand.
18. Thi du har haft fem Mænd; og han, som du nu har, er ikke din
Mand. Det har du sagt sandt."
19. Kvinden siger til ham: "Herre! jeg ser, at du er en Profet.
20. Vore Fædre have tilbedt på dette Bjerg, og I sige, at i
Jerusalem er Stedet, hvor man bør tilbede."
21. Jesus siger til hende: "Tro mig, Kvinde, at den Time kommer, da
det hverken skal være på dette Bjerg eller i Jerusalem, at I
tilbede Faderen.
22. I tilbede det, I ikke kende; vi tilbede det, vi kende; thi
Frelsen kommer fra Jøderne.
23. Men den Time kommer, ja, den er nu, da de sande Tilbedere skulle
tilbede Faderen i Ånd og Sandhed; thi det er sådanne Tilbedere,
Faderen vil have.
24. Gud er Ånd, og de, som tilbede ham, bør tilbede i Ånd og
Sandhed."
25. Kvinden siger til ham: "Jeg ved, at Messias kommer (hvilket
betyder Kristus); når han kommer, skal han kundgøre os alle
Ting."
26. Jesus siger til hende: "Det er mig, jeg, som taler med dig."
27. Og i det samme kom hans Disciple, og de undrede sig over, at han
talte med en Kvinde; dog sagde ingen: "Hvad søger du?" eller:
"Hvorfor taler du med hende?"
28. Da lod Kvinden sin Vandkrukke stå og gik bort til Byen og siger
til Menneskene der:
29. "Kommer og ser en Mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort;
mon han skulde være Kristus?"
30. De gik ud af Byen og kom gående til ham.
31. Imidlertid bade Disciplene ham og sagde: "Rabbi, spis!"
32. Men han sagde til dem, jeg har Mad at spise, som I ikke kende."
33. Da sagde Disciplene til hverandre: "Mon nogen har bragt ham
noget at spise?"
34. Jesus siger til dem: "Min Mad er, at jeg gør hans Villie, som
udsendte mig, og fuldbyrder hans Gerning.
35. Sige I ikke: Der er endnu fire Måneder, så kommer Høsten? Se,
jeg siger eder, opløfter eders Øjne og ser Markene; de ere
allerede hvide til Høsten.
36. Den, som høster, får Løn og samler Frugt til et evigt Liv, så at
de kunne glæde sig tilsammen, både den, som sår, og den, som
høster.
37. Thi her er det Ord sandt: En sår, og en anden høster.
38. Jeg har udsendt eder at høste det, som I ikke have arbejdet på;
andre have arbejdet, og I ere gåede ind i deres Arbejde."
39. Men mange af Samaritanerne fra den By troede på ham på Grund af
Kvindens Ord, da hun vidnede: "Han har sagt mig alt det, jeg har
gjort."
40. Da nu Samaritanerne kom til ham, bade de ham om at blive hos
dem; og han blev der to Dage.
41. Og mange flere troede for hans Ords Skyld.
42. Og til Kvinden sagde de: "Vi tro nu ikke længer for din Tales
Skyld; thi vi have selv hørt, og vi vide, at denne er sandelig
Verdens Frelser."

43. Men efter de to Dage gik han derfra til Galilæa.
44. Thi Jesus vidnede selv, at en Profet ikke bliver æret i sit eget
Fædreland.
45. Da han nu kom til Galilæa, toge Galilæerne imod ham, fordi de
havde set alt det, som han gjorde i Jerusalem på Højtiden; thi
også de vare komne til Højtiden.
46. Han kom da atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort Vandet
til Vin. Og der var en kongelig Embedsmand, hvis Søn lå syg i
Kapernaum.
47. Da denne hørte, at Jesus var kommen fra Judæa til Galilæa, gik
han til ham og bad om, at han vilde komme ned og helbrede hans
Søn; thi han var Døden nær.
48. Da sagde Jesus til ham: "Dersom I ikke se Tegn og
Undergerninger, ville I ikke tro."
49. Embedsmanden siger til ham: "Herre! kom, før mit Barn dør."
50. Jesus siger til ham: "Gå bort, din Søn lever." Og Manden troede
det Ord, som Jesus sagde til ham, og gik bort.
51. Men allerede medens han var på Hjemvejen, mødte hans Tjenere ham
og meldte, at hans Barn levede.
52. Da udspurgte han dem om den Time, i hvilken det var blevet bedre
med ham; og de sagde til ham: "I Går ved den syvende time forlod
Feberen ham."
53. Da skønnede Faderen, at det var sket i den Time, da Jesus sagde
til ham: "Din Søn lever;" og han troede selv og hele hans Hus.
54. Dette var det andet Tegn, som Jesus gjorde, da han var kommen
fra Judæa til Galilæa.

Johannes 5

1. Derefter var det Jødernes Højtid, og Jesus gik op til Jerusalem.
2. Men der er i Jerusalem ved Fåreporten en Dam, som på Hebraisk
kaldes Bethesda, og den har fem Søjlegange.
3. I dem lå der en Mængde syge, blinde, lamme, visne, (som ventede
på, at Vandet skulde røres.
4. Thi på visse Tider for en Engel ned i Dammen og oprørte Vandet.
Den, som da, efter at Vandet var blevet oprørt, steg først ned,
blev rask, hvilken Sygdom han end led af.)
5. Men der var en Mand, som havde været syg i otte og tredive År.
6. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde
ligget i lang Tid, sagde han til ham: "Vil du blive rask?"
7. Den syge svarede ham: "Herre! jeg har ingen, som kan bringe mig
ned i Dammen, når Vandet bliver oprørt; men når jeg kommer,
stiger en anden ned før mig."
8. Jesus siger til ham: "Stå op, tag din Seng og gå!"
9. Og straks blev Manden rask, og han tog sin Seng og gik. Men det
var Sabbat på den Dag;
10. derfor sagde Jøderne til ham, som var bleven helbredt: "Det er
Sabbat; og det er dig ikke tilladt af bære Sengen."
11. Han svarede dem: "Den, som gjorde mig rask, han sagde til mig:
Tag din Seng og gå!"
12. Da spurgte de ham: "Hvem er det Menneske, som sagde til dig: Tag
din Seng og gå?"
13. Men han; som var bleven helbredt, vidste ikke, hvem det var; thi
Jesus havde unddraget sig, da der var mange Mennesker på Stedet.
14. Derefter finder Jesus ham i Helligdommen, og han sagde til ham:
"Se, du er bleven rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre
skal times dig,!"
15. Manden gik bort og sagde til Jøderne, at det var Jesus, som
havde gjort ham rask.
16. Og derfor forfulgte Jøderne Jesus, fordi han havde gjort dette
på en Sabbat.
17. Men Jesus svarede dem: "Min Fader arbejder indtil nu; også jeg
arbejder."
18. Derfor tragtede da Jøderne end mere efter at slå ham ihjel,
fordi han ikke alene brød Sabbaten, men også kaldte Gud sin egen
Fader og gjorde sig selv Gud lig.

19. Så svarede Jesus og sagde til dem: "Sandelig, sandelig, siger
jeg eder, Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, uden hvad han
ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det gør også Sønnen ligeså.
20. Thi Faderen elsker Sønnen og viser ham alt det, han selv gør, og
han skal vise ham større Gerninger end disse, for at I skulle
undre eder.
21. Thi ligesom Faderen oprejser de døde og gør levende, således gør
også Sønnen levende, hvem han vil.
22. Thi heller ikke dømmer Faderen nogen, men har givet Sønnen hele
Dommen,
23. for at alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Den, som
ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som udsendte ham.
24. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som hører mit Ord og
tror den, som sendte mig, har et evigt Liv og kommer ikke til
Dom, men er gået over fra Døden til Livet.
25. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den Time kommer, ja den er
nu, da de døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som høre den,
skulle leve.
26. Thi ligesom Faderen har Liv i sig selv, således har han også
givet Sønnen at have Liv i sig selv.
27. Og han har givet ham Magt til at holde Dom, efterdi han er
Menneskesøn.
28. Undrer eder ikke herover; thi den Time kommer, på hvilken alle
de, som ere i Gravene, skulle høre hans Røst,
29. og de skulle gå frem, de, som have gjort det gode, til Livets
Opstandelse, men de, som have gjort det onde, til Dommens
Opstandelse.
30. Jeg kan slet intet gøre af mig selv; således som jeg hører,
dømmer jeg, og min Dom er retfærdig; thi jeg søger ikke min
Villie, men hans Villie, som sendte mig.

31. Dersom jeg vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd ikke sandt".
32. Det er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det
Vidnesbyrd er sandt, som han vidner om mig.
33. I have sendt Bud til Johannes, og han har vidnet for sandheden.
34. Dog, jeg henter ikke Vidnesbyrdet fra et Menneske; men dette
siger jeg, for at I skulle frelses.
35. Han var det brændende og skinnende Lys, og I have til en Tid
villet fryde eder ved hans Lys.
36. Men det Vidnesbyrd, som jeg har, er større end Johannes's; thi
de Gerninger, som Faderen har givet mig at fuldbyrde, selve de
Gerninger, som jeg gør, vidne om mig, at Faderen har udsendt
mig.
37. Og Faderen, som sendte mig, han har vidnet om mig. I have aldrig
hverken hørt hans Røst eller set hans skikkelse,
38. og hans Ord have I ikke blivende i eder; thi den, som han
udsendte, ham tro I ikke.
39. I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have evigt Liv; og
det er dem, som vidne om mig.
40. Og I ville ikke komme til mig, for at I kunne have Liv.
41. Jeg tager ikke Ære af Mennesker;
42. men jeg kender eder, at I have ikke Guds Kærlighed i eder.
43. Jeg er kommen i min Faders Navn, og I modtage mig ikke; dersom
en anden kommer i sit eget Navn, ham ville I modtage.
44. Hvorledes kunne I tro,I, som tage Ære af hverandre, og den Ære,
som er fra den eneste Gud, søge I ikke?
45. Tænker ikke, at jeg vil anklage eder for Faderen; der er en, som
anklager eder, Moses, til hvem I have sat eders Håb.
46. Thi dersom I troede Moses. troede I mig; thi han har skrevet om
mig,
47. Men tro I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I da tro mine
Ord?"

Johannes 6

1. Derefter drog Jesus over til hin Side af Galilæas Sø,Tiberias
Søen.
2. Og en stor Skare fulgte ham, fordi de så de Tegn, som han gjorde
på de syge.
3. Men Jesus gik op på Bjerget og satte sig der med sine Disciple.
4. Men Påsken, Jødernes Højtid, var nær.
5. Da Jesus nu opløftede sine Øjne og så, at en stor Skare kom til
ham, sagde han til Filip: "Hvor skulle vi købe Brød, for at
disse kunne få noget at spise?"
6. Men dette sagde han for at prøve ham; thi han vidste selv, hvad
han vilde gøre.
7. Filip svarede ham: "Brød for to Hundrede Denarer er ikke nok for
dem, til at hver kan få noget lidet."
8. En af hans Disciple, Andreas, Simon Peters Broder, siger til
ham:
9. "Her er en lille Dreng, som har fem Bygbrød og to Småfisk; men
hvad er dette til så mange?"
10. Jesus sagde: "Lader Folkene sætte sig ned;" og der var meget
Græs på Stedet. Da satte Mændene sig ned, omtrent fem Tusinde i
Tallet.
11. Så tog Jesus Brødene og takkede og uddelte dem til dem, som
havde sat sig ned; ligeledes også af Småfiskene så meget, de
vilde.
12. Men da de vare blevne mætte, siger han til sine Disciple:
"Samler de tiloversblevne Stykker sammen, for at intet skal gå
til Spilde."
13. Da samlede de og fyldte tolv Kurve med Stykker, som bleve
tilovers af de fem Bygbrød fra dem, som havde fået Mad.
14. Da nu Folkene så det Tegn, som han havde gjort, sagde de: "Denne
er i Sandhed Profeten, som kommer til Verden."
15. Da Jesus nu skønnede, at de vilde komme og tage ham med Magt for
at gøre ham til Konge, gik han atter op på Bjerget, ganske
alene.

16. Men da det var blevet Aften, gik hans Disciple ned til Søen.
17. Og de gik om Bord i et Skib og vilde sætte over til hin Side af
Søen til Kapernaum. Og det var allerede blevet mørkt, og Jesus
var endnu ikke kommen til dem.
18. Og Søen rejste sig, da der blæste en stærk Vind.
19. Da de nu havde roet omtrent fem og tyve eller tredive Stadier,
se de Jesus vandre på Søen og komme nær til Skibet, og de
forfærdedes.
20. Men han siger til dem: "Det er mig; frygter ikke!"
21. Da vilde de tage ham op i Skibet; og straks kom Skibet til
Landet, som de sejlede til.

22. Den næste dag så Skaren, som stod på hin Side af Søen, at der
ikke havde været mere end eet Skib der, og at Jesus ikke var
gået om Bord med sine Disciple, men at hans Disciple vare dragne
bort alene,
23. (men der var kommet Skibe fra Tiberias nær til det Sted, hvor de
spiste Brødet, efter at Herren havde gjort Taksigelse):
24. da Skaren nu så, at Jesus ikke var der, ej heller hans Disciple,
gik de om Bord i Skibene og kom til Kapernaum for at søge efter
Jesus.
25. Og da de fandt ham på hin Side af Søen, sagde de til ham:
"Rabbi! når er du kommen hid?"
26. Jesus svarede dem og sagde: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder,
I søge mig, ikke fordi I så Tegn, men fordi I spiste af Brødene
og bleve mætte.
27. Arbejder ikke for den Mad, som er forgængelig, men for den Mad,
som varer til et evigt Liv, hvilken Menneskesønnen vil give
eder; thi ham har Faderen, Gud selv, beseglet."
28. Da sagde de til ham: "Hvad skulle vi gøre, for at vi kunne
arbejde på Guds Gerninger?"
29. Jesus svarede og sagde til dem: "Dette er Guds Gerning, at I tro
på den, som han udsendte."
30. Da sagde de til ham: "Hvad gør du da for et Tegn, for at vi
kunne se det og tro dig? Hvad Arbejde gør du?
31. Vore Fædre åde Manna i Ørkenen, som der er skrevet: Han gav dem
Brød fra Himmelen at æde."
32. Da sagde Jesus til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder,
ikke Moses har givet eder Brødet fra Himmelen, men min Fader
giver eder det sande Brød fra Himmelen.
33. Thi Guds Brød er det, som kommer ned fra Himmelen og giver
Verden Liv."
34. Da sagde de til ham: "Herre! giv os altid dette Brød!"
35. Jesus sagde til dem: "Jeg er Livets Brød. Den, som kommer til
mig, skal ikke hungre; og den, som tror på mig, skal aldrig
tørste.
36. Men jeg har sagt eder, at I have set mig og dog ikke tro.
37. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig; og den, som
kommer til mig, vil jeg ingenlunde kaste ud.
38. Thi jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at gøre min Villie,
men hans Villie, som sendte mig.
39. Men dette er hans Villie, som sendte mig, at jeg skal intet
miste af alt det, som han har givet mig, men jeg skal oprejse
det på den yderste Dag.
40. Thi dette er min Faders Villie, at hver den, som ser Sønnen og
tror på ham, skal have et evigt Liv, og jeg skal oprejse ham på
den yderste Dag."
41. Da knurrede Jøderne over ham, fordi han sagde: "Jeg er det Brød,
som kom ned fra Himmelen,"
42. og de sagde: "Er dette ikke Jesus, Josefs Søn, hvis Fader og
Moder vi kende? Hvorledes kan han da sige: Jeg er kommen ned fra
Himmelen?"
43. Jesus svarede og sagde til dem: "Knurrer ikke indbyrdes!
44. Ingen kan komme til mig, uden Faderen, som sendte mig, drager
ham; og jeg skal oprejse ham på den yderste Dag.
45. Der er skrevet hos Profeterne: "Og de skulle alle være oplærte
af Gud." Hver den, som har hørt af Faderen og lært, kommer til
mig.
46. Ikke at nogen har set Faderen, kun den, som er fra Gud, han har
set Faderen.
47. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som tror på mig, har et
evigt Liv.
48. Jeg er Livets Brød.
49. Eders Fædre åde Manna i Ørkenen og døde.
50. Dette er det Brød, som kommer ned fra Himmelen, at man skal æde
af det og ikke dø.
51. Jeg er det levende Brød, som kom ned fra Himmelen; om nogen æder
af dette Brød, han skal leve til evig Tid; og det Brød, som jeg
vil give, er mit Kød, hvilket jeg vil give for Verdens Liv."
52. Da kivedes Jøderne indbyrdes og sagde: "Hvorledes kan han give
os sit Kød at æde?"
53. Jesus sagde da til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder,
dersom I ikke æde Menneskesønnens Kød og drikke hans Blod, have
I ikke Liv i eder.
54. Den, som æder mit Kød og drikker mit Blod, har et evigt Liv, og
jeg skal oprejse ham på den yderste Dag.
55. Thi mit Kød er sand Mad, og mit Blod er sand Drikke.
56. Den, som æder mit Kød og drikker mit Blod, han bliver i mig, og
jeg i ham.
57. Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i Kraft af
Faderen, ligeså skal også den, som æder mig, leve i Kraft af
mig.
58. dette er det Brød, som er kommet ned fra Himmelen; ikke som
eders Fædre åde og døde. Den, som æder dette Brød, skal leve
evindelig."
59. Dette sagde han, da han lærte i en Synagoge i Kapernaum.

60. Da sagde mange af hans Disciple, som havde hørt ham: "Dette er
en hård Tale; hvem kan høre den?"
61. Men da Jesus vidste hos sig selv, at hans Disciple knurrede
derover, sagde han til dem: "Forarger dette eder?
62. Hvad om I da få at se, at Menneskesønnen farer op, hvor han var
før?
63. Det er Ånden, som levendegør, Kødet gavner intet; de Ord, som
jeg har talt til eder, ere Ånd og ere Liv.
64. Men der er nogle af eder, som ikke tro." Thi Jesus vidste fra
Begyndelsen, hvem det var, der ikke troede, og hvem den var, der
skulde forråde ham.
65. Og han sagde: "Derfor har jeg sagt eder, at ingen kan komme til
mig, uden det er givet ham af Faderen."
66. Fra den Tid trådte mange af hans Disciple tilbage og vandrede
ikke mere med ham.
67. Jesus sagde da til de tolv: "Mon også I ville gå bort?"
68. Simon Peter svarede ham: "Herre! til hvem skulle vi gå hen? Du
har det evige Livs Ord;
69. og vi have troet og erkendt, at du er Guds Hellige."
70. Jesus svarede dem: "Har jeg ikke udvalgt mig eder tolv, og en af
eder er en Djævel?"
71. Men han talte om Judas, Simon Iskariots Søn; thi det var ham,
som siden skulde forråde ham, skønt han var en af de tolv.

Johannes 7

1. Derefter vandrede Jesus omkring i Galilæa; thi han vilde ikke
vandre i Judæa, fordi Jøderne søgte at slå ham ihjel.
2. Men Jødernes Højtid, Løvsalsfesten, var nær.
3. Da sagde hans Brødre til ham: "Drag bort herfra og gå til Judæa,
for at også dine Disciple kunne se dine Gerninger, som du gør.
4. Thi ingen gør noget i Løndom, når han selv ønsker at være
åbenbar; dersom du gør dette, da vis dig for Verden!"
5. Thi heller ikke hans Brødre troede på ham.
6. Da siger Jesus til dem: "Min Tid er endnu ikke kommen; men eders
Tid er stedse for Hånden.
7. Verden kan ikke hade eder; men mig hader den, fordi jeg vidner
om den, at dens Gerninger ere onde.
8. Drager I op til Højtiden; jeg drager endnu ikke op til denne
Højtid, thi min Tid er endnu ikke fuldkommet."
9. Da han havde sagt dette til dem, blev han i Galilæa.
10. Men da hans Brødre vare dragne op til Højtiden, da drog han også
selv op, ikke åbenlyst, men lønligt.

11. Da ledte Jøderne efter ham på Højtiden og sagde: "Hvor er han?"
12. Og der blev mumlet meget om ham iblandt Skarerne; nogle sagde:
"Han er en god Mand;" men andre sagde: "Nej, han forfører
Mængden."
13. Dog talte ingen frit om ham af Frygt for Jøderne.

14. Men da det allerede var midt i Højtiden. gik Jesus op i
Helligdommen og lærte.
15. Jøderne undrede sig nu og sagde: "Hvorledes kan denne have
Lærdom, da han ikke er oplært?"
16. Da svarede Jesus dem og sagde: "Min Lære er ikke min, men hans,
som sendte mig.
17. Dersom nogen vil gøre hans Villie, skal han erkende, om Læren er
fra Gud, eller jeg taler af mig selv.
18. Den, der taler af sig selv, søger sin egen Ære; men den, som
søger hans Ære, der sendte ham, han er sanddru, og der er ikke
Uret i ham.
19. Har ikke Moses givet eder Loven? Og ingen af eder holder Loven.
Hvorfor søge I at slå mig ihjel?"
20. Mængden svarede: "Du er besat; hvem søger at slå dig ihjel?"
21. Jesus svarede og sagde til dem: "Een Gerning gjorde jeg, og I
undre eder alle derover.
22. Moses har givet eder Omskærelsen, (ikke at den er fra Moses, men
fra Fædrene) og I omskære et Menneske på en Sabbat.
23. Dersom et Menneske får Omskærelse på en Sabbat, for at Mose Lov
ikke skal brydes, ere I da vrede på mig, fordi jeg har gjort et
helt Menneske rask på en Sabbat?
24. Dømmer ikke efter Skinnet, men dømmer en retfærdig Dom!"

25. Da sagde nogle af dem fra Jerusalem: "Er det ikke ham, som de
søge at slå ihjel?
26. Og se, han taler frit, og de sige intet til ham; mon
Rådsherrerne virkelig skulde have erkendt, at han er Kristus?
27. Dog vi vide, hvorfra denne er; men når Kristus kommer, kender
ingen, hvorfra han er."
28. Derfor råbte Jesus, idet han lærte i Helligdommen, og sagde:
"Både kende I mig og vide, hvorfra jeg er! Og af mig selv er jeg
ikke kommen, men han, som sendte mig, er sand, han, hvem I ikke
kende.
29. Jeg kender ham; thi jeg er fra ham, og han har udsendt mig."
30. De søgte da at gribe ham; og ingen lagde Hånd på ham, thi hans
Time var endnu ikke kommen.
31. Men mange af Folket troede på ham, og de sagde: "Når Kristus
kommer, mon han da skal gøre flere Tegn, end denne har gjort?"

32. Farisæerne hørte, at Mængden mumlede dette om ham; og
Ypperstepræsterne og Farisæerne sendte Tjenere ud for at gribe
ham.
33. Da sagde Jesus: "Endnu en liden Tid er jeg hos eder, så går jeg
bort til den, som sendte mig.
34. I skulle lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er,
kunne I ikke komme."
35. Da sagde Jøderne til hverandre: "Hvor vil han gå hen, siden vi
ikke skulle finde ham? Mon han vil gå til dem, som ere adspredte
iblandt Grækerne, og lære Grækerne?
36. Hvad er det for et Ord, han siger: I skulle lede efter mig og
ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kunne I ikke komme?"
37. Men på den sidste, den store Højtidsdag stod Jesus og råbte og
sagde: "Om nogen tørster,han komme til mig og drikke!
38. Den, som tror på mig, af hans Liv skal der, som Skriften har
sagt, flyde levende Vandstrømme:"
39. Men dette sagde han om den Ånd, som de, der troede på ham,
skulde få; thi den Helligånd var der ikke endnu, fordi Jesus
endnu ikke var herliggjort.

40. Nogle af Mængden, som hørte disse Ord, sagde nu: "Dette er
sandelig Profeten."
41. Andre sagde: "Dette er Kristus;" men andre sagde: "Mon da
Kristus kommer fra Galilæa?
42. Har ikke Skriften sagt, at Kristus kommer af Davids Sæd og fra
Bethlehem, den Landsby, hvor David var?"
43. Således blev der Splid iblandt Mængden om ham.
44. Men nogle af dem vilde gribe ham; dog lagde ingen Hånd på ham.

45. Tjenerne kom nu til Ypperstepræsterne og Farisæerne, og disse
sagde til dem: "Hvorfor have I ikke ført ham herhen?"
46. Tjenerne svarede: "Aldrig har noget Menneske talt således som
dette Menneske."
47. Da svarede Farisæerne dem: "Ere også I forførte?
48. Mon nogen af Rådsherrerne har troet på ham, eller nogen af
Farisæerne?
49. Men denne Hob, som ikke kender Loven, er forbandet."
50. Nikodemus, han, som var kommen til ham om Natten og var en af
dem, sagde til dem:
51. "Mon vor Lov dømmer et Menneske, uden at man først forhører ham
og får at vide, hvad han gør?"
52. De svarede og sagde til ham: "Er også du fra Galilæa? Ransag og
se, at der ikke fremstår nogen Profet fra Galilæa."

Johannes 8

1. Og de gik hver til sit Hus. Men Jesus gik til Oliebjerget.
2. og årle om Morgenen kom han igen i Helligdommen, og hele Folket
kom til ham; og han satte sig og lærte dem.
3. Men de skriftkloge og Farisæerne føre en Kvinde til ham, greben
i Hor, og stille hende frem i Midten.
4. Og de sige til ham: "Mester! denne Kvinde er greben i Hor på
fersk Gerning.
5. Men Moses bød os i Loven, at sådanne skulle stenes; hvad siger
nu du?"
6. Men dette sagde de for at friste ham, for at de kunde have noget
at anklage ham for. Men Jesus bøjede sig ned og skrev med
Fingeren på Jorden.
7. Men da de bleve ved at spørge ham, rettede han sig op og sagde
til dem: "Den iblandt eder, som er uden Synd, kaste først Stenen
på hende!"
8. Og han bøjede sig atter ned og skrev på Jorden.
9. Men da de hørte det, gik de bort, den ene efter den anden, fra
de ældste til de yngste, og Jesus blev alene tilbage med
Kvinden, som stod der i Midten.
10. Men da Jesus rettede sig op og ingen så uden Kvinden, sagde han
til hende: "Kvinde! hvor ere de henne? Var der ingen, som
fordømte dig?,"
11. Men hun sagde: "Herre! ingen." Da sagde Jesus: "Heller ikke jeg
fordømmer dig; gå bort, og synd ikke mere!"

12. Jesus talte da atter til dem og sagde: "Jeg er Verdens Lys; den,
som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have Livets Lys."
13. Da sagde Farisæerne til ham: "Du vidner om dig selv; dit
Vidnesbyrd er ikke sandt."
14. Jesus svarede og sagde til dem: "Om jeg end vidner om mig
selv. er mit Vidnesbyrd sandt; thi jeg ved, hvorfra jeg kom, og
hvor jeg går hen; men I vide ikke, hvorfra jeg kommer, og hvor
jeg går hen.
15. I dømme efter Kødet; jeg dømmer ingen.
16. Men om jeg også dømmer, er min Dom sand; thi det er ikke mig
alene, men mig og Faderen, han, som sendte mig.
17. Men også i eders Lov er der skrevet, at to Menneskers Vidnesbyrd
er sandt.
18. Jeg er den, der vidner om mig selv, og Faderen, som sendte mig,
vidner om mig."
19. Derfor sagde de til ham: "Hvor er din Fader?" Jesus svarede: "I
kende hverken mig eller min Fader; dersom I kendte mig, kendte I
også min Fader."
20. Disse Ord talte Jesus ved Tempelblokken, da han lærte i
Helligdommen; og ingen greb ham, fordi hans Time endnu ikke var
kommen.
21. Da sagde han atter til dem: "Jeg går bort, og I skulle lede
efter mig, og I skulle dø i eders Synd; hvor jeg går hen, kunne
I ikke komme."
22. Da sagde Jøderne: "Mon han vil slå sig selv ihjel, siden han
siger: Hvor jeg går hen, kunne I ikke komme?"
23. Og han sagde til dem: "I ere nedenfra, jeg er ovenfra; I ere af
denne Verden, jeg er ikke af denne Verden.
24. Derfor har jeg sagt eder, at I skulle dø i eders Synder; thi
dersom I ikke tro, at det er mig, skulle I dø i eders Synder."
25. De sagde da til ham: "Hvem er du?" Og Jesus sagde til dem: "Just
det, som jeg siger eder.
26. Jeg har meget at tale og dømme om eder; men den, som sendte mig,
er sanddru, og hvad jeg har hørt af ham, det taler jeg til
Verden."
27. De forstode ikke, at han talte til dem om Faderen.
28. Da sagde Jesus til dem: "Når I få ophøjet Menneskesønnen, da
skulle I kende, at det er mig, og at jeg gør intet af mig selv;
men som min Fader har lært mig, således taler jeg.
29. Og han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig
alene, fordi jeg; gør altid det, som er ham til Behag."

30. Da han talte dette, troede mange på ham.
31. Jesus sagde da til de Jøder, som vare komne til Tro på ham:
"Dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple,
32. og I skulle erkende Sandheden, og Sandheden skal frigøre eder."
33. De svarede ham: "Vi ere Abrahams Sæd og have aldrig været nogens
Trælle; hvorledes siger du da: I skulle vorde frie?"
34. Jesus svarede dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hver
den, som gør Synden, er Syndens Træl.
35. Men Trællen bliver ikke i Huset til evig Tid, Sønnen bliver der
til evig Tid.
36. Dersom da Sønnen får frigjort eder, skulle I være virkelig frie.
37. Jeg ved, at I ere Abrahams Sæd; men I søge at slå mig ihjel,
fordi min Tale ikke finder Rum hos eder.
38. Jeg taler det, som jeg har set hos min Fader; så gøre også I
det, som I have hørt af eders Fader."
39. De svarede og sagde til ham: "Vor Fader er Abraham." Jesus sagde
til dem: "Dersom I vare Abrahams Børn, gjorde I Abrahams
Gerninger.
40. Men nu søge I at slå mig ihjel, et Menneske, der har sagt eder
Sandheden, som jeg har hørt af Gud; dette gjorde Abraham ikke.
41. I gøre eders Faders Gerninger." De sagde til ham: "Vi ere ikke
avlede i Hor; vi have een Fader, Gud."
42. Jesus sagde til dem: "Dersom Gud var eders Fader, da elskede I
mig; thi jeg er udgået og kommen fra Gud; thi jeg er heller ikke
kommen af mig selv, men han har udsendt mig.
43. Hvorfor forstå I ikke min Tale? fordi I ikke kunne høre mit Ord.
44. I ere af den Fader Djævelen, og eders Faders Begæringer ville I
gøre. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af, og han står ikke
i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Når han taler Løgn,
taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.
45. Men mig tro I ikke, fordi jeg siger Sandheden.
46. Hvem af eder kan overbevise mig om nogen Synd? Siger jeg
Sandhed, hvorfor tro I mig da ikke?
47. Den, som er af Gud, hører Guds Ord; derfor høre I ikke, fordi I
ere ikke af Gud."
48. Jøderne svarede og sagde til ham: "Sige vi ikke med Rette, at du
er en Samaritan og er besat?"
49. Jesus svarede: "Jeg er ikke besat, men jeg ærer min Fader, og I
vanære mig.
50. Men jeg søger ikke min Ære; der er den, som søger den og dømmer.
51. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, dersom nogen holder mit Ord,
skal han i al Evighed ikke se Døden."
52. Jøderne sagde til ham: "Nu vide vi, at du et besat; Abraham døde
og Profeterne, og du siger: Dersom nogen holder mit Ord, han
skal i al Evighed ikke smage Døden.
53. Mon du er større end vor Fader Abraham, som jo døde? også
Profeterne døde; hvem gør du dig selv til?"
54. Jesus svarede: "Dersom jeg ærer mig selv, er min Ære intet; det
er min Fader, som ærer mig, han, om hvem I sige, at han er eders
Gud.
55. Og I have ikke kendt ham, men jeg kender ham. Og dersom jeg
siger: "Jeg kender ham ikke," da bliver jeg en Løgner ligesom I;
men jeg kender ham og holder hans Ord.
56. Abraham, eders Fader, frydede sig til at se min Dag, og han så
den og glædede sig."
57. Da sagde Jøderne til ham: "Du er endnu ikke halvtredsindstyve År
gammel, og du har set Abraham?"
58. Jesus sagde til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, førend
Abraham blev til, har jeg været."
59. Så toge de Sten for at kaste på ham; men Jesus skjulte sig og
gik ud af Helligdommen.

Johannes 9

1. Og da han gik forbi så han et Menneske, som var blindt fra
Fødselen.
2. Og hans Disciple spurgte ham og sagde: "Rabbi, hvem har syndet,
denne eller hans Forældre, så han skulde fødes blind?"
3. Jesus svarede: "Hverken han eller hans Forældre have syndet; men
det er sket, for at Guds Gerninger skulle åbenbares på ham.
4. Jeg må gøre hans Gerninger, som sendte mig, så længe det er Dag;
der kommer en Nat, da ingen kan arbejde.
5. Medens jeg er i Verden, er jeg Verdens Lys."
6. Da han havde sagt dette, spyttede han på Jorden og gjorde Dynd
af Spyttet og smurte Dyndet på hans Øjne.
7. Og han sagde til ham: "Gå hen, to dig i Dammen Siloam" (hvilket
er udlagt: udsendt). Da gik han bort og toede sig, og han kom
seende tilbage.
8. Da sagde Naboerne og de, som før vare vante til at se ham som
Tigger: "Er det ikke ham, som sad og tiggede?"
9. Nogle sagde: "Det er ham;" men andre sagde: "Nej, han ligner
ham." Han selv sagde: "Det er mig."
10. Da sagde de til ham: "Hvorledes bleve dine Øjne åbnede?"
11. Han svarede: "En Mand, som kaldes Jesus, gjorde Dynd og smurte
det på mine Øjne og sagde til mig: Gå hen til Siloam og to dig!
Da jeg så gik hen og toede mig, blev jeg seende."
12. Da sagde de til ham: "Hvor er han?" Han siger: "Det ved jeg
ikke."
13. De føre ham, som før var blind, til Farisæerne.
14. Men det var Sabbat den Dag, da Jesus gjorde Dyndet og åbnede
hans Øjne.
15. Atter spurgte nu også Farisæerne ham, hvorledes han var bleven
seende. Men han sagde til dem: "Han lagde Dynd på mine Øjne, og
jeg toede mig, og nu ser jeg."
16. Nogle af Farisæerne sagde da: "Dette Menneske er ikke fra Gud,
efterdi han ikke holder Sabbaten." Andre sagde: "Hvorledes kan
et syndigt Menneske gøre sådanne Tegn?" Og der var Splid imellem
dem.
17. de sige da atter til den blinde: "Hvad siger du om ham, efterdi
han åbnede dine Øjne?" Men han sagde: "Han er en Profet."
18. Så troede Jøderne ikke om ham, at han havde været blind og var
bleven seende, førend de fik kaldt på Forældrene til ham, som
havde fået sit Syn.
19. Og de spurgte dem og sagde: "Er denne eders Søn, om hvem I sige,
at han var født blind? Hvorledes er han da nu seende?"
20. Hans Forældre svarede dem og sagde; "Vi vide, at denne er vor
Søn, og at han, var født blind.
21. Men hvorledes han nu er bleven seende, vide vi ikke, og hvem der
har åbnet hans Øjne, vide vi ikke heller; spørger ham; han er
gammel nok; han må selv tale for sig."
22. Dette sagde hans Forældre, fordi de frygtede for Jøderne; thi
Jøderne vare allerede komne overens om, at dersom nogen bekendte
ham som Kristus, skulde han udelukkes af Synagogen.
23. Derfor sagde hans Forældre: "Han er gammel nok, spørger ham
selv!"
24. Da hidkaldte de anden Gang Manden, som havde været blind, og
sagde til ham: "Giv Gud Æren; vi vide, at dette Menneske er en
Synder."
25. Da svarede han: "Om han er en Synder, ved jeg ikke; een Ting ved
jeg, at jeg, som var blind, nu ser."
26. De sagde da til ham igen: "Hvad gjorde han ved dig? Hvorledes
åbnede han dine Øjne?"
27. Han svarede dem: "Jeg har allerede sagt eder det, og I hørte
ikke efter. Hvorfor ville I høre det igen? Ville også I blive
hans Disciple?"
28. Da udskældte de ham og sagde: "Du er hans Discipel; men vi ere
Mose Disciple.
29. Vi vide, at Gud har talt til Moses; men om denne vide vi ikke.
hvorfra han er."
30. Manden svarede og sagde til dem: "Det er dog underligt, at I
ikke vide, hvorfra han er, og han har åbnet mine Øjne.
31. Vi vide, at Syndere bønhører Gud ikke; men dersom nogen er
gudfrygtig og gør hans Villie, ham hører han.
32. Aldrig er det hørt, at nogen har åbnet Øjnene på en blindfødt.
33. Var denne ikke fra Gud, da kunde han intet gøre."
34. De svarede og sagde til ham: "Du er hel og holden født i Synder,
og du vil lære os?" Og de stødte ham ud.
35. Jesus hørte, at de havde udstødt ham; og da han traf ham sagde
han til ham: "Tror du på Guds Søn?"
36. Han svarede og sagde: "Hvem er han, Herre? for at jeg kan tro på
ham."
37. Jesus sagde til ham: "Både har du set ham, og den, som taler med
dig, ham er det."
38. Men han sagde: "Jeg tror Herre!" og han kastede sig ned for ham.
39. Og Jesus sagde: "Til Dom er jeg kommen til denne Verden, for at
de, som ikke se, skulle blive seende, og de, som se, skulle
blive blinde."
40. Nogle af Farisæerne, som vare hos. ham, hørte dette, og de sagde
til ham: "Mon også vi ere blinde?"
41. Jesus sagde til dem: "Vare I blinde, da havde I ikke Synd; men
nu sige I: Vi se; eders Synd forbliver."

Johannes 10

1. " Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som ikke går ind i
Fårefolden gennem Døren, men stiger andensteds over, han er en
Tyv og en Røver.
2. Men den, som går ind igennem Døren, er Fårenes Hyrde.
3. For ham lukker Dørvogteren op, og Fårene høre hans Røst; og han
kalder sine egne Får ved Navn og fører dem ud.
4. Og når han har ført alle sine egne Får ud, går han foran dem; og
Fårene følge ham, fordi de kende hans Røst.
5. Men en fremmed ville de ikke følge, men de ville fly fra ham,
fordi de ikke kende de fremmedes Røst."
6. Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad
det var, som han talte til dem.
7. Jesus sagde da atter til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg
eder, jeg er Fårenes Dør.
8. Alle de, som ere komne før mig, ere Tyve og Røvere; men Fårene
hørte dem ikke.
9. Jeg er Døren; dersom nogen går ind igennem mig, han skal
frelses; og han skal gå ind og gå ud og finde Føde.
10. Tyven kommer ikke uden for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg
er kommen, for at de skulle have Liv og have Overflod.
11. Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for
Fårene.
12. Men Lejesvenden, som ikke er Hyrde, hvem Fårene ikke høre til
ser Ulven komme og forlader Fårene og flyr, og Ulven røver dem
og adspreder dem,
13. fordi han er en Lejesvend og ikke bryder sig om Fårene.
14. Jeg er den gode Hyrde, og jeg kender mine, og mine kende mig,
15. ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter
mit Liv til for Fårene.
16. Og jeg har andre Får, som ikke høre til denne Fold; også dem bør
jeg føre, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een
Hjord, een Hyrde.
17. Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til for at
tage det igen.
18. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg
har Magt til at sætte det til, og jeg har Magt til at tage det
igen. Dette Bud modtog jeg af min Fader."
19. Der blev atter Splid iblandt Jøderne for disse Ords Skyld.
20. Og mange af dem sagde: "Han er besat og raser, hvorfor høre I
ham?"
21. Andre sagde: "Dette er ikke Ord af en besat; mon en ond Ånd kan
åbne blindes Øjne?"

22. Men Tempelvielsens Fest indtraf i Jerusalem. Det var Vinter;
23. og Jesus gik omkring i Helligdommen, i Salomons Søjlegang.
24. Da omringede Jøderne ham og sagde til ham: "Hvor længe holder du
vor Sjæl i Uvished? Dersom du er Kristus, da sig os det rent
ud!"
25. Jesus svarede dem: "Jeg har sagt eder det, og I tro ikke. De
Gerninger, som jeg gør i min Faders Navn, de vidne om mig;
26. men I tro ikke, fordi I ikke ere af mine Får.
27. Mine Får høre min Røst, og jeg kender dem, og de følge mig,
28. og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle i al Evighed ikke
fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Hånd.
29. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle; og ingen
kan rive noget af min Faders Hånd.
30. Jeg og Faderen, vi ere eet."
31. Da toge Jøderne atter Sten op for at stene ham.
32. Jesus svarede dem: "Mange gode Gerninger har jeg vist eder fra
min Fader; for hvilken af disse Gerninger stene I mig?"
33. Jøderne svarede ham: "For en god Gerning stene vi dig ikke, men
for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gør dig
selv til Gud."
34. Jesus svarede dem: "Er der ikke skrevet i eders Lov: Jeg har
sagt: I ere Guder?
35. Når den nu har kaldt dem Guder, til hvem Guds Ord kom (og
Skriften kan ikke rokkes),
36. sige I da til den, hvem Faderen har Helliget og sendt til
Verden: Du taler bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn?
37. Dersom jeg ikke gør min Faders Gerninger, så tror mig ikke!
38. Men dersom jeg gør dem, så tror Gerningerne, om I end ikke ville
tro mig, for at I kunne indse og erkende, at Faderen er i mig,
og jeg i Faderen."
39. De søgte da atter at gribe ham; og han undslap af deres Hånd.

40. Og han drog atter bort hinsides Jordan til det Sted, hvor
Johannes først døbte, og han blev der.
41. Og mange kom til ham, og de sagde: "Johannes gjorde vel intet
Tegn; men alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt."
42. Og mange troede på ham der.

Johannes 11

1. Men der lå en Mand syg, Lazarus fra Bethania, den Landsby, hvor
Maria og hendes Søster Martha boede.
2. Men Maria var den, som salvede Herren med Salve og tørrede hans
Fødder med sit Hår; hendes Broder Lazarus var syg.
3. Da sendte Søstrene Bud til ham og lod sige: "Herre! se, den, du
elsker, er syg."
4. Men da Jesus hørte dette, sagde han: "Denne Sygdom er ikke til
Døden, men for Guds Herligheds Skyld, for at Guds Søn skal
herliggøres ved den."
5. Men Jesus elskede Martha og hendes Søster og Lazarus.
6. Da han nu hørte, at han var syg, blev han dog to Dage på det
Sted, hvor han var.
7. Derefter siger han så til Disciplene:"Lader os gå til Judæa
igen!
8. Disciplene sige til ham: "Rabbi! nylig søgte Jøderne at stene
dig, og du drager atter derhen?"
9. Jesus svarede: "Har Dagen ikke tolv Timer? Vandrer nogen om
Dagen, da støder han ikke an; thi han ser denne Verdens Lys.
10. Men vandrer nogen om Natten, da støder han an; thi Lyset er ikke
i ham."
11. Dette sagde han, og derefter siger han til dem: "Lazarus, vor
Ven, er sovet ind; men jeg går hen for at vække ham af Søvne."
12. Da sagde Disciplene til ham: "Herre! sover han, da bliver han
helbredt."
13. Men Jesus havde talt om hans Død; de derimod mente, at han talte
om Søvnens Hvile.
14. Derfor sagde da Jesus dem rent ud: "Lazarus er død!
15. Og for eders Skyld er jeg glad over, at jeg ikke var der, for at
I skulle tro; men lader os gå til ham!"
16. Da sagde Thomas (hvilket betyder Tvilling), til sine
Meddisciple: "Lader os også gå, for at vi kunne dø med ham!"
17. Da Jesus nu kom, fandt han, at han havde ligget i Graven
allerede fire Dage.
18. Men Bethania var nær ved Jerusalem, omtrent femten Stadier
derfra.
19. Og mange af Jøderne vare komne til Martha og Maria for at trøste
dem over deres Broder.
20. Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun ham i Møde; men Maria
blev siddende i Huset.
21. Da sagde Martha til Jesus: "Herre! havde du været her, da var
min Broder ikke død.
22. Men også nu ved jeg, at hvad som helst du beder Gud om, vil Gud
give dig."
23. Jesus siger til hende: "Din Broder skal opstå."
24. Martha siger til ham: "Jeg ved at han skal opstå i Opstandelsen
på den yderste Dag."
25. Jesus sagde til hende: "Jeg er Opstandelsen og Livet; den, som
tror på mig, skal leve, om han end dør.
26. Og hver den, som lever og tror på mig, skal i al Evighed ikke
dø. Tror du dette?"
27. Hun siger til ham: "Ja, Herre! jeg tror, at du er Kristus, Guds
Søn, den, som kommer til Verden."
28. Og da hun havde sagt dette, gik hun bort og kaldte hemmeligt sin
Søster Maria og sagde: "Mesteren er her og kalder ad dig."
29. Da hun hørte det, rejste hun sig hastigt og gik til ham.
30. Men Jesus var endnu ikke kommen til Landsbyen, men var på det
Sted, hvor Martha havde mødt ham.
31. Da nu Jøderne, som vare hos hende i Huset og trøstede hende, så,
at Maria stod hastigt op og gik ud, fulgte de hende, idet de
mente, at hun gik ud til Graven for at græde der.
32. Da Maria nu kom derhen, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned

Back to Full Books