The Bible, New Testament, in Danish

Part 9 out of 10



2.Timoteus 1

1. Paulus; Kristi Jesu Apostel ved Guds Villie, for at bringe
Forjættelse om Livet i Kristus Jesus
2. - til Timotheus, sit elskede Barn: Nåde, Barmhjertighed og Fred
fra Gud Fader og Kristus Jesus, vor Herre!

3. Jeg takker Gud, hvem jeg fra mine Forfædre af har tjent i en ren
Samvittighed, ligesom jeg uafladelig har dig i Erindring i mine
Bønner Nat og Dag,
4. da jeg i Mindet om dine Tårer længes efter at se dig, for at jeg
må fyldes med Glæde,
5. idet jeg er bleven mindet om den uskrømtede Tro, som er i dig,
den, som boede først i din Mormoder Lois og din Moder Eunike, og
jeg er vis på, at den også bor i dig.

6. Derfor påminder jeg dig, at du opflammer den Guds Nådegave, som
er i dig ved mine Hænders Pålæggelse.
7. Thi Gud har ikke givet os Fejgheds Ånd, men Krafts og Kærligheds
og Sindigheds Ånd.
8. Derfor, skam dig ikke ved Vidnesbyrdet om vor Herre eller ved
mig, hans Fange, men lid ondt med Evangeliet ved Guds Kraft,
9. han, som frelste os og kaldte os med en hellig Kaldelse, ikke
efter vore Gerninger, men efter sit eget Forsæt og Nåden, som
blev given os i Kristus Jesus fra evige Tider,
10. men nu er kommen for Dagen ved vor Frelsers Jesu Kristi
Åbenbarelse, han, som tilintetgjorde Døden, men bragte Liv og
Uforkrænkelighed for Lyset ved Evangeliet,
11. for hvilket jeg er bleven sat til Prædiker og Apostel og
Hedningers Lærer,

12. hvorfor jeg også lider dette, men jeg skammer mig ikke derved;
thi jeg ved, til hvem jeg har sat min Tro, og jeg er vis på, at
han er mægtig til at vogte på den mig betroede Skat til hin Dag.
13. Hav et Forbillede i de sunde Ord, som du har hørt af mig, i Tro
og Kærlighed i Kristus Jesus.
14. Vogt på den skønne betroede Skat ved den Helligånd, som bor i
os.

15. Du ved dette, at alle de i Asien have vendt sig fra mig, iblandt
hvilke ere Fygelus og Hermogenes.
16. Herren vise Onesiforus's Hus Barmhjertighed; thi han har ofte
vederkvæget mig og skammede sig ikke ved min Lænke,
17. men da han kom til Rom, søgte han ivrigt efter mig og fandt mig.
18. Herren give ham at finde Barmhjertighed fra Herren på hin Dag!
Og hvor megen Tjeneste han har gjort i Efesus, ved du bedst.

2.Timoteus 2

1. Du derfor, mit Barn! bliv stærk ved Nåden i Kristus Jesus;
2. og hvad du har hørt af mig for mange Vidner, betro det til
trofaste Mennesker, som kunne være dygtige også til at lære
andre.
3. Vær med til at lide ondt som en god Kristi Jesu Stridsmand.
4. Ingen, som gør Krigstjeneste, indvikler sig i Livets Handeler
for at han kan behage den, som tog ham i Sold.
5. Og ligeså, når nogen møder i Væddekamp, bliver han dog ikke
bekranset, dersom han ikke kæmper lovmæssigt.
6. Den Bonde, som arbejder, bør først have Del i Frugterne.
7. Mærk, hvad jeg siger; Herren vil jo give dig Indsigt i alle
Ting.

8. Kom Jesus Kristus i Hu, oprejst fra de døde, af Davids Sæd,
efter mit Evangelium,
9. for hvilket jeg lider ondt lige indtil at være bunden som en
Misdæder; men Guds Ord er ikke bundet.
10. Derfor udholder jeg alt for de udvalgtes Skyld, for at også de
skulle få Frelsen i Kristus Jesus med evig Herlighed.
11. Den Tale er troværdig; thi dersom vi ere døde med ham, skulle vi
også leve med ham;
12. dersom vi holde ud, skulle vi også være Konger med ham; dersom
vi fornægte, skal også han fornægte os;
13. dersom vi ere utro, forbliver han dog tro; thi fornægte sig selv
kan han ikke.

14. påmind om disse Ting, idet du besværger dem for Herrens Åsyn, at
de ikke kives om Ord, hvilket er til ingen Nytte, men til
Ødelæggelse for dem, som høre derpå.
15. Gør dig Flid for at fremstille dig selv som prøvet for Gud, som
en, Arbejder, der ikke behøver at skamme sig, som rettelig lærer
Sandhedens Ord.
16. Men hold dig fra den vanhellige, tomme Snak; thi sådanne ville
stedse gå videre i Ugudelighed,
17. og deres Ord vil æde om sig som Kræft. Iblandt dem ere Hymenæus
og Filetus,
18. som ere afvegne fra Sandheden, idet de sige, at Opstandelsen er
allerede sket, og de forvende Troen hos nogle.

19. Dog, Guds faste Grundvold står og har dette Segl: "Herren kender
sine" og: "Hver den, som nævner Herrens Navn, afstå fra
Uretfærdighed."
20. Men i et stort Hus er der ikke alene Kar af Guld og Sølv, men
også af Træ og Ler, og nogle til Ære, andre til Vanære.
21. Dersom da nogen holder sig ren fra disse, han skal være et Kar
til Ære, helliget, Husbonden nyttigt, tilberedt til al god
Gerning.

22. Men fly de ungdommelige Begæringer; jag derimod efter
Retfærdighed, Troskab, Kærlighed og Fred sammen med dem, som
påkalde Herren af et rent Hjerte;
23. og afvis de tåbelige og uforstandige Stridigheder, efterdi du
ved, at de avle Kampe,
24. men en Herrens Tjener bør ikke strides, men være mild imod alle,
dygtig til at lære, i Stand til at tåle ondt,
25. med Sagtmodighed irettesættende dem, som modsætte sig, om Gud
dog engang vilde give dem Omvendelse til Sandheds Erkendelse,
26. og de kunde blive ædru igen fra Djævelens Snare, af hvem de ere
fangne til at gøre hans Villie.

2.Timoteus 3

1. Men vid dette,at i de sidste Dage skulle vanskelige Tider
indtræde.
2. Thi Menneskene skulle være egenkærlige, pengegridske,
praleriske, hovmodige, spottelystne, ulydige imod Forældre,
utaknemmelige, ryggesløse,
3. ukærlige, uforligelige, bagtaleriske, uafholdne, rå, uden
Kærlighed til det gode,
4. forræderske, fremfusende, opblæste, Mennesker, som mere elske
Vellyst, end de elske Gud,
5. som have Gudfrygtigheds Skin, men have fornægtet dens Kraft. Og
fra disse skal du vende dig bort!
6. Thi til dem høre de, som snige sig ind i Husene og fange
Kvindfolk, der ere belæssede med Synder og drives af mange Hånde
Begæringer
7. og altid lære og aldrig kunne komme til Sandheds Erkendelse.
8. Men ligesom Jannes og Jambres stode Moses imod, således modstå
også disse Sandheden: Mennesker, fordærvede i Sindet,
forkastelige i Troen.
9. Dog, de skulle ikke få Fremgang ydermere; thi deres Afsind skal
blive åbenbart for alle, ligesom også hines blev.

10. Du derimod har efterfulgt mig i Lære, i Vandel, i Forsæt, Tro,
Langmodighed, Kærlighed, Udholdenhed,
11. i Forfølgelser, i Lidelser, sådanne, som ere komne over mig i
Antiokia, i Ikonium, i Lystra, sådanne Forfølgelser, som jeg har
udstået, og Herren har friet mig ud af dem alle.
12. Ja, også alle de, som ville leve gudfrygtigt i Kristus Jesus,
skulle forfølges.
13. Men onde Mennesker og Bedragere ville gå frem til det værre; de
forføre og forføres.

14. Du derimod, bliv i det, som du har lært, og som du er bleven
forvisset om, efterdi du ved, af hvem du har lært det,
15. og efterdi du fra Barn af kender de hellige Skrifter, som kunne
gøre dig viis til Frelse ved Troen på Kristus Jesus.
16. Hvert Skrift er indåndet af Gud og nyttig til Belæring, til
Irettesættelse, til Forbedring, til Optugtelse i Retfærdighed,
17. for at Guds-Mennesket må vorde fuldkomment, dygtiggjort til al
god Gerning.

2.Timoteus 4

1. Jeg besværger dig for Guds og Kristi Jesu Åsyn, som skal dømme
levende og døde, og ved hans Åbenbarelse og hans Rige:
2. Prædike Ordet, vær rede i Tide og i Utide, irettesæt, straf,
forman med al Langmodighed og Belæring!
3. Thi den Tid skal komme, da de ikke skulle fordrage den sunde
Lære, men efter deres egne Begæringer tage sig selv Lærere i
Hobetal, efter hvad der kildrer deres Øren,
4. og de skulle vende Ørene fra Sandheden og vende sig hen til
Fablerne.
5. Du derimod, vær ædru i alle Ting, lid ondt, gør en Evangelists
Gerning, fuldbyrd din Tjeneste!

6. Thi jeg ofres allerede, og Tiden til mit Opbrud er for Hånden.
7. Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet og bevaret
Troen.
8. I øvrigt henligger Retfærdighedens Krans til mig, hvilken
Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig på hin Dag, og ikke
alene mig, men også alle dem, som have elsket hans Åbenbarelse.

9. Gør dig Flid for at komme snart til mig;
10. thi Demas forlod mig, fordi han fik Kærlighed til den nærværende
Verden, og drog til Thessalonika; Kreskens drog til Galatien,
Titus til Dalmatien.
11. Lukas er alene hos mig. Tag Markus og bring ham med dig; thi han
er mig nyttig til Tjenesten.
12. Men Tykikus har jeg sendt til Efesus.
13. Når du kommer, da bring min Rejsekjortel med dig, som jeg lod
blive i Troas hos Karpus, og Bøgerne, især dem på Pergament.

14. Smeden Aleksander har gjort mig meget ondt; Herren vil betale
ham efter hans Gerninger.
15. For ham skal også du vogte dig; thi han stod vore Ord hårdt imod.
16. Ved mit første Forsvar kom ingen mig til Hjælp, men alle lode
mig i Stikken; (gid det ikke må tilregnes dem! )
17. Men Herren stod hos mig og styrkede mig, for at Ordets Prædiken
skulde fuldbyrdes ved mig, og alle Hedningerne høre det; og jeg
blev friet fra Løvens Gab.
18. Herren vil fri mig fra al ond Gerning og frelse mig til sit
himmelske Rige; ham være Æren i Evighedernes Evigheder! Amen.

19. Hils Priska og Akvila og Onesiforus's Hus!
20. Erastus blev i Korinth, men Trofimmus efterlod jeg syg i Milet.
21. Gør dig Flid for at komme før Vinteren! Eubulus og Pudens og
Linus og Klaudia og alle Brødrene hilse dig.
22. Den Herre Jesus være med din Ånd! Nåden være med eder!


Titus

Titus 1

1. Paulus, Guds Tjener og Jesu Kristi Apostel til at virke Tro hos
Guds udvalgte og Erkendelse at Sandheden angående Gudsfrygt,
2. i Håb om evigt Liv, hvilket Gud, som ikke lyver, har forjættet
fra evige Tider,
3. men i sin Tid har han åbenbaret sit Ord ved den Prædiken, som er
bleven mig betroet efter Guds, vor Frelsers Befaling:
4. til Titus, mit ægte Barn i fælles Tro: Nåde og Fred fra Gud
Fader og Kristus Jesus vor Frelser!

5. Derfor efterlod jeg dig på Kreta, for at du skulde bringe i
Orden, hvad der stod tilbage, og indsætte Ældste i hver By, som
jeg pålagde dig,
6. såfremt en er ustraffelig, een Kvindes Mand og har troende Børn,
der ikke ere beskyldte for Ryggesløshed eller ere genstridige.
7. Thi en Tilsynsmand bør være ustraffelig som en Guds Husholder,
ikke selvbehagelig, ikke vredagtig, ikke hengiven til Vin, ikke
til Slagsmål, ikke til slet Vinding,
8. men gæstfri, elskende det gode, sindig, retfærdig, from,
afholdende;
9. en Mand, som holder fast ved det troværdige Ord efter Læren, for
at han kan være dygtig til både at formane ved den sunde Lære og
at gendrive dem, som sige imod.

10. Thi mange ere genstridige, føre intetsigende Snak og dåre
Sindet, især de af Omskærelsen;
11. dem bør man stoppe Munden på; thi de forvende hele Huse ved at
føre utilbørlig Lære for slet Vindings Skyld.
12. En af dem, en af deres egne Profeter, har sagt: "Kretere ere
altid Løgnere, onde Dyr, lade Buge."
13. Dette Vidnesbyrd er sandt. Derfor skal du sætte dem strengelig i
Rette, for at de må blive sunde i Troen
14. og ikke agte på jødiske Fabler og Bud af Mennesker, som vende
sig bort fra Sandheden.
15. Alt er rent for de rene; men for de besmittede og vantro er
intet rent, men både deres Sind og Samvittighed er besmittet.
16. De sige, at de kende Gud, men med deres Gerninger fornægte de
ham, vederstyggelige, som de ere, og ulydige og uduelige til al
god Gerning.

Titus 2

1. Du derimod, tal, hvad der sømmer sig for den sunde Lære:
2. at gamle Mænd skulle være ædruelige, ærbare, sindige, sunde i
Troen, i Kærligheden, i Udholdenheden;
3. at gamle Kvinder ligeledes skulle skikke sig, som det sømmer sig
hellige, ikke bagtale, ikke være forfaldne til megen Vin, men
være Lærere i, hvad godt er,
4. for at de må få de unge Kvinder til at besinde sig på at elske
deres Mænd og at elske deres Børn,
5. at være sindige, kyske, huslige, gode, deres egne Mænd
undergivne, for at Guds Ord ikke skal bespottes.
6. Forman ligeledes de unge Mænd til at være sindige,
7. idet du i alle Måder viser dig selv som et Forbillede på gode
Gerninger og i Læren viser Ufordærvethed, Ærbarhed,
8. sund, ulastelig Tale, for at Modstanderen må blive til Skamme,
når han intet ondt har at sige om os.
9. Forman Trælle til at underordne sig under deres egne Herrer, at
være dem til Behag i alle Ting, ikke sige imod,
10. ikke besvige, men vise al god Troskab, for at de i alle Måder
kunne være en Pryd for Guds, vor Frelsers Lære.

11. Thi Guds Nåde er bleven åbenbaret til Frelse for alle Mennesker
12. og opdrager os til at forsage Ugudeligheden og de verdslige
Begæringer og leve sindigt og retfærdigt og gudfrygtigt i den
nærværende Verden;
13. forventende det salige Håb og den store Guds og vor Frelsers
Jesu Kristi Herligheds Åbenbarelse,
14. han, som gav sig selv for os, for at han måtte forløse os fra al
Lovløshed og rense sig selv et Ejendomsfolk, nidkært til gode
Gerninger.
15. Tal dette, og forman og irettesæt med al Myndighed; lad ingen
ringeagte dig!

Titus 3

1. Påmind dem om at underordne sig Øvrigheder og Myndigheder, at
adlyde, at være redebonne til al god Gerning.
2. ikke at forhåne nogen, ikke være stridslystne, men milde, og
udvise al Sagtmodighed imod alle Mennesker.

3. Thi også vi vare fordum uforstandige, ulydige, vildfarende,
Slaver af Begæringer og, mange Hånde Lyster, vi levede i Ondskab
og Avind, vare forhadte og hadede hverandre.
4. Men da Guds, vor Frelsers Godhed og Menneskekærlighed
åbenbaredes,
5. frelste han os, ikke for de Retfærdigheds Gerningers Skyld, som
vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed, ved Igenfødelsens
Bad og Fornyelsen i den Helligånd,
6. som han rigeligt udøste over os ved Jesus Kristus, vor Frelser,
7. for at vi, retfærdiggjorte ved hans Nåde, skulde i Håb vorde
Arvinger til evigt Liv.
8. Den Tale er troværdig, og derom vil jeg, at du skal forsikre
dem, for at de, som ere komne til Tro på Gud, skulle lægge Vind
på at øve gode Gerninger. Dette er Menneskene godt og nyttigt.

9. Men hold dig fra tåbelige Stridigheder og Slægtregistre og Kiv
og Kampe om Loven; thi de ere unyttige og frugtesløse.
10. Et kættersk Menneske skal du afvise efter een og to Ganges
Påmindelse,
11. da du ved, at en sådan er forvendt og synder, domfældt af sig
selv.

12. Når jeg sender Artemas til dig eller Tykikus, da gør dig Flid
for at komme til mig i Nikopolis;thi der har jeg besluttet at
overvintre.
13. Zenas den lovkyndige og Apollos skal du omhyggeligt hjælpe på
Vej, for at intet skal fattes dem.
14. Men lad også vore lære at øve gode Gerninger, hvor der er Trang
dertil, for at de ikke skulle være uden Frugt.
15. Alle, som ere hos mig, hilse dig. Hils dem, som elske os i
Troen. Nåden være med eder alle!


Filemon 1

1. Paulus, Kristi Jesu Fange, og Broderen Timotheus til Filemon,
vor elskede og Medarbejder,
2. og til Søsteren Appia og Arkippus, vor Medstrider, og Menigheden
i dit Hus;
3. Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus
Kristus!

4. Jeg takker min Gud altid, når jeg kommer dig i Hu i mine Bønner,
5. efterdi jeg hører om din Kærlighed og den Tro, som du har til
den Herre Jesus og til alle de hellige,
6. for at din Delagtighed i Troen må blive virksom for Kristus i
Erkendelse af alt det gode, som er i eder.
7. Thi stor Glæde og Trøst har jeg fået af din Kærlighed, efterdi
de helliges Hjerter ere blevne vederkvægede ved dig, Broder!

8. Derfor, endskønt jeg kunde med stor Frimodighed i Kristus befale
dig det, som er tilbørligt,
9. så beder jeg dig dog hellere for Kærlighedens Skyld, sådan som
jeg er, som den gamle Paulus, og nu tilmed Kristi Jesu Fange;
10. jeg beder dig for mit Barn, som jeg har avlet i mine Lænker,
Onesimus,
11. ham, som tilforn var dig unyttig, men nu er nyttig både for dig
og for mig, ham, som jeg sender dig tilbage,
12. ham, det er mit eget Hjerte.
13. Ham vilde jeg gerne beholde hos mig, for at han i dit Sted kunde
tjene mig i Evangeliets Lænker.
14. Men, uden dit Samtykke vilde jeg intet gøre, for at din Godhed
ikke skulde være som af Tvang, men af fri Villie.
15. Thi måske blev han derfor skilt fra dig en liden Tid, for at du
kunde få ham igen til evigt Eje,
16. ikke mere som en Træl, men som mere end en Træl, som en elsket
Broder, særlig for mig, men hvor meget mere for dig, både i
Kødet og i Herren.
17. Dersom da du anser mig for din Medbroder, så modtag ham som mig!
18. Men har han gjort dig nogen Uret eller er dig noget skyldig, da
før mig det til Regning!
19. Jeg, Paulus, skriver med min egen Hånd, jeg vil betale,for ikke
at sige dig, at du desuden også skylder mig dig selv.
20. Ja, Broder! lad mig få Gavn af dig i Herren, vederkvæg mit
Hjerte i Kristus!

21. I Tillid til din Lydighed skriver jeg til dig, idet jeg ved, at
du vil gøre endog mere end det, jeg siger.
22. Men med det samme bered også Herberge for mig; thi jeg håber, at
jeg ved eders Bønner skal skænkes eder.
23. Epafras, min medfangne i Kristus Jesus,
24. Markus, Aristarkus, Demas, Lukas, mine Medarbejdere, hilse dig.
25. Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eders Ånd!


Hebræerne

Hebræerne 1

1. Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og på mange Måder,
til Fædrene ved Profeterne, så har han ved Slutningen af disse
Dage talt til os ved sin Søn,
2. hvem han har sat til Arving af alle Ting, ved hvem han også har
skabt Verden;
3. han, som - efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens
udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord - efter
at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens
højre Hånd i det høje,
4. idet han er bleven så meget ypperligere end Englene, som han har
arvet et herligere Navn fremfor dem.

5. Thi til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Du er min
Søn, jeg har født dig i Dag"? og fremdeles: "Jeg skal være ham
en Fader, og han skal være mig en Søn"?
6. Og når han atter indfører den førstefødte i Verden, hedder det:
"Og alle Guds Engle skulle tilbede ham".
7. Og om Englene hedder det: "Han gør sine Engle til Vinde og sine
Tjenere til Ildslue";
8. men om Sønnen,: "Din Trone, o Gud! står i al Evighed, og Rettens
Kongestav er dit Riges Kongestav.
9. Du elskede Retfærdighed og hadede Lovløshed, derfor har Gud, din
Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre".
10. Og: "Du, Herre! har i Begyndelsen grundfæstet Jorden, og Himlene
ere dine Hænders Gerninger.
11. De skulle forgå, men du bliver; og de skulle til Hobe ældes som
et Klædebon,
12. ja, som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle
omskiftes; men du er den samme, og dine År skulle ikke få Ende".
13. Men til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Sæt dig ved
min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel
for dine Fødder"?
14. Ere de ikke alle tjenende Ånder, som udsendes til Hjælp for
deres Skyld, der skulle arve Frelse?

Hebræerne 2

1. Derfor bør vi des mere agte på det, vi have hørt, for at vi ikke
skulle rives bort.
2. Thi når det Ord, som taltes ved Engle, blev urokket, og hver
Overtrædelse og Ulydighed f1k velforskyldt Løn,
3. hvorledes skulle da vi undfly, når vi ikke bryde os om så stor
en Frelse, som jo efter først at være bleven forkyndt ved
Herren, er bleven stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham,
4. idet Gud vidnede med både ved Tegn og Undere og mange Hånde
kraftige Gerninger og ved Meddelelse af den Helligånd efter sin
Villie.

5. Thi det var ikke Engle, han underlagde den kommende Verden; om
hvilken vi tale.
6. Men en har vidnet et Sted og sagt: "Hvad er et Menneske, at du
kommer ham i Hu? eller en Menneskesøn, at du ser til ham?
7. Du gjorde ham en kort Tid ringere end Engle; med Herlighed og
Ære kronede du ham;
8. alle Ting lagde du under hans Fødder". - Idet han nemlig
underlagde ham alle Ting, undtog han intet fra at være ham
underlagt. Nu se vi imidlertid endnu ikke alle Ting underlagte
ham;
9. men ham, som en kort Tid var bleven gjort ringere end Engle,
Jesus, se vi på Grund af Dødens Lidelse kronet med Herlighed og
Ære, for at han ved Guds Nåde må have smagt Døden for alle.

10. Thi det sømmede sig ham, for hvis Skyld alle Ting ere, og ved
hvem alle Ting ere, når han førte mange Sønner til Herlighed, da
at fuldkomme deres Frelses Ophavsmand igennem Lidelser.
11. Thi både den, som helliger, og de, som helliges, ere alle af
een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre,
12. når han siger: "Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt
i en Menighed vil jeg lovsynge dig."
13. Og fremdeles: "Jeg vil forlade mig på ham." Og fremdeles: "Se,
her er jeg og de Børn, som Gud har givet mig."
14. Efterdi da Børnene ere delagtige i Blod og Kød, blev også han i
lige Måde delagtig deri, for at han ved Døden skulde gøre den
magtesløs, som har Dødens Vælde, det er Djævelen,
15. og befri alle dem, som på Grund af Dødsfrygt vare under Trældom
al deres Livs Tid.
16. Thi det er jo dog ikke Engle, han tager sig af, men Abrahams Sæd
tager han sig af.
17. Derfor måtte han blive sine Brødre lig i alle. Ting, for at han
kunde blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst over for Gud
til at sone Folkets Synder.
18. Thi idet han har lidt, kan han som den, der selv er fristet,
komme dem til Hjælp, som fristes.

Hebræerne 3

1. Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser
hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus,
2. der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom også Moses var
det i hele hans Hus.
3. Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme
Mål som den,der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset
selv.
4. Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet
alt, er Gud.
5. Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til
Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales;
6. men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi,
såfremt vi fastholde Håbets Frimodighed og Ros urokket indtil
Enden.

7. Derfor, som den Helligånd siger: "I Dag, når I høre hans Røst,
8. da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen,
på Fristelsens Dag i Ørkenen,
9. hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig på Prøve, og de
så dog mine Gerninger i fyrretyve År.
10. Derfor harmedes jeg på denne Slægt og sagde: De fare altid vild
i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje,
11. så jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min
Hvile" -
12. så ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal
findes et ondt, vantro Hjerte, så at han falder fra den levende
Gud.
13. Men formaner hverandre hver Dag, så længe det hedder "i Dag",
for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.
14. Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, såfremt vi fastholde vor
første Fortrøstning urokket indtil Enden.
15. Når der sigs: "I Dag, - når I høre hans Røst, da forhærder ikke
eders Hjerter som i Forbitrelsen":
16. hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon
ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses?
17. Men på hvem harmedes han i fyrretyve År? Mon ikke på dem, som
syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen?
18. Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gå ind til hans
Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige?
19. Og vi se, at de ikke kunde gå ind på Grund af Vantro.

Hebræerne 4

1. Lader os derfor, da der endnu står en Forjættelse tilbage om at
indgå til hans Hvile, vogte os for, at nogen af eder skal mene,
at han er kommen for silde.
2. Thi også os er der forkyndt godt Budskab ligesom hine; men
Ordet, som de hørte, hjalp ikke dem, fordi det ikke var forenet
med Troen hos dem, som hørte det.
3. Thi vi gå ind til Hvilen, vi, som ere komne til Troen, efter
hvad han har sagt: "Så svor jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle
ikke gå ind til min Hvile", omendskønt Gerningerne vare
fuldbragte fra Verdens Grundlæggelse.
4. Thi han har et Sted sagt om den syvende Dag således: "Og Gud
hvilede på den syvende Dag fra alle sine Gerninger."
5. Og fremdeles på dette Sted: "Sandelig, de skulle ikke gå ind til
min Hvile."
6. Efterdi der altså står tilbage, at nogle skulle gå ind til den,
og de, hvem der først blev forkyndt godt Budskab, ikke gik ind
for deres Genstridigheds Skyld:
7. så bestemmer han atter en Dag: "I Dag", siger han ved David så
lang Tid efter, (som ovenfor sagt): "I Dag, når I høre hans
Røst, da forhærder ikke eders Hjerter!"
8. Thi dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da vilde han ikke tale
om en anden Dag siden efter.
9. Altså er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk.
10. Thi den, som er gået ind til hans Hvile, også han har fået Hvile
fra sine Gerninger, ligesom Gud fra sine.

11. Lader os derfor gøre os Flid for at gå ind til hin Hvile, for at
ikke nogen skal falde ved den samme Genstridighed, som hine gave
Eksempel på.
12. Thi Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget
tveægget Sværd og trænger igennem, indtil det deler Sjæl og Ånd,
Ledemod såvel som Marv, og dømmer over Hjertets Tanker og Råd.
13. Og ingen Skabning er usynlig for hans Åsyn; men alle Ting ere
nøgne og udspændte for hans Øjne, hvem vi stå til Regnskab.

14. Efterdi vi altså have en stor Ypperstepræst, som er gået igennem
Himlene, Jesus, Guds Søn, da lader os holde fast ved
Bekendelsen!
15. Thi vi have ikke en Ypperstepræst, som ej kan have Medlidenhed
med vore Skrøbeligheder, men en sådan, som er fristet i alle
Ting i Lighed med os, dog uden Synd.
16. Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Nådens Trone, for
at vi kunne få Barmhjertighed og finde Nåde til betimelig Hjælp.

Hebræerne 5

1. Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for
Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære både
Gaver og Slagtofre for Synder,
2. som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende,
eftersom han også selv er stedt i Skrøbelighed
3. og for dens Skyld må frembære Syndoffer, som for Folket således
også for sig selv
4. Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom
jo også Aron.

5. Således har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive
Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: "Du er min Søn, jeg
har født dig i Dag,"
6. som han jo også siger et andet Sted: "Du er Præst til evig Tid,
efter Melkisedeks Vis,"
7. han, som i sit Køds Dage med stærkt Råb og Tårer frembar Bønner
og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og
blev bønhørt i sin Angst,
8. og således, endskønt han var Søn, lærte Lydighed af det, han
led,
9. og efter at være fuldkommet blev Årsag til evig Frelse for alle
dem, som lyde ham,
10. idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis.

11. Herom have vi meget at sige, og det er vanskeligt at forklare,
efterdi I ere blevne sløve til at høre.
12. Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter
til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I
ere blevne sådanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde.
13. Thi hver, som får Mælk, er ukyndig i den rette Tale, thi han er
spæd;
14. men for de fuldkomne er den faste Føde, for dem, som på Grund af
deres Erfaring have Sanserne øvede til at skelne mellem godt og
ondt.

Hebræerne 6

1. Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride
frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med
Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud,
2. med Lære om Døbelser og Håndspålæggelse og dødes Opstandelse og
evig Dom.
3. Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det.
4. Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den
himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd
5. og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og
som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til
Omvendelse
6. da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
7. Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og
frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også
dyrkes, får Velsignelse fra Gud;
8. men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og
Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.

9. Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det
bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således.
10. Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders
Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet
I have tjent og tjene de hellige.
11. Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter
den fulde Vished i Håbet indtil Enden,
12. for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved
Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne.
13. Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv,
fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
14. "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt
mangfoldiggøre dig."
15. Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt.
16. Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al
Modsigelse til Stadfæstelse.
17. Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit
Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
18. for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt,
at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som
ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran
os,
19. hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og
går ind inden for Forhænget,
20. hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter
Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.

Hebræerne 7

1. Thi denne Melkisedek, Konge i Salem, den højeste Guds Præst, som
gik Abraham i Møde, da han vendte tilbage fra Kongernes
Nederlag, og velsignede ham,
2. hvem også Abraham gav Tiende af alt, og som, når hans Navn
udlægges, først er Retfærdigheds Konge, dernæst også Salems
Konge, det er: Freds Konge,
3. uden Fader, uden Moder, uden Slægtregister, uden Dages
Begyndelse og uden Livs Ende, men gjort lig med Guds Søn, - han
forbliver Præst for bestandig.

4. Ser dog, hvor stor denne er, hvem endog Patriarken Abraham gav
Tiende af Byttet.
5. Og hine, som, idet de høre til Levi Sønner, få Præstedømmet,
have et Bud om at tage Tiende efter Loven af Folket, det er af
deres Brødre, endskønt disse ere udgåede af Abrahams Lænd;
6. men han, som ikke regner sin Slægt fra dem, har taget Tiende af
Abraham og har velsignet den, som havde Forjættelserne.
7. Men uden al Modsigelse er det den ringere, som velsignes af den
ypperligere.
8. Og her er det dødelige Mennesker, som tager Tiende; men der er
det en, om hvem der vidnes, at han lever.
9. Ja, så at sige, har endog Levi, som tager Tiende, igennem
Abraham givet Tiende;
10. thi han var endnu i Faderens Lænd, da Melkisedek gik denne i
Møde.

11. Hvis der altså var Fuldkommelse at få ved det levitiske
Præstedømme (thi på Grundlag af dette har jo Folket fået Loven),
hvilken Trang var der da yderligere til, at en anden Slags Præst
skulde opstå efter Melkisedeks Vis og ikke nævnes efter Arons
Vis?
12. Når nemlig Præstedømmet omskiftes, sker der med Nødvendighed
også en Omskiftelse af Loven.
13. Thi han, om hvem dette siges, har hørt til en anden Stamme, af
hvilken ingen har taget Vare på Alteret.
14. thi det er vitterligt, at af Juda er vor Herre oprunden, og for
den Stammes Vedkommende har Moses intet talt om Præster.
15. Og det bliver end ydermere klart, når der i Lighed med
Melkisedek opstår en anden Slags Præst,
16. som ikke er bleven det efter et kødeligt Buds Lov, men efter et
uopløseligt Livs Kraft.
17. Thi han får det Vidnesbyrd: "Du er Præst til evig Tid efter
Melkisedeks Vis."
18. Thi vel sker der Ophævelse af et forudgående Bud, fordi det var
svagt og unyttigt
19. (thi Loven har ikke fuldkommet noget); men der sker Indførelse
af et bedre Håb, ved hvilket vi nærme os til Gud.
20. Og så vist som det ikke er sket uden Ed,
21. (thi hine ere blevne Præster uden Ed, men denne med Ed, ved den,
som siger til ham: "Herren svor, og han skal ikke angre det: Du
er Præst til evig Tid"):
22. så vist er Jesus bleven Borgen for en bedre Pagt.
23. Og hine ere blevne Præster, flere efter hinanden, fordi de ved
Døden hindredes i at vedblive;
24. men denne har et uforgængeligt Præstedømme, fordi han bliver til
evig Tid,
25. hvorfor han også kan fuldkomment frelse dem, som komme til Gud
ved ham, efterdi han lever altid til at gå i Forbøn for dem.

26. Thi en sådan Ypperstepræst var det også, som sømmede sig for os,
en from, uskyldig, ubesmittet, adskilt fra Syndere og ophøjet
over Himlene;
27. en, som ikke hver Dag har nødig, som Ypperstepræsterne, at
frembære Ofre først for sine egne Synder, derefter for Folkets;
thi dette gjorde han een Gang for alle, da han ofrede sig selv.
28. Thi Loven indsætter til Ypperstepræster Mennesker, som have
Skrøbelighed; men Edens Ord, som kom senere end Loven, indsætter
en Søn, som er fuldkommet til evig Tid:

Hebræerne 8

1. Men Hovedpunktet ved det, hvorom her tales, er dette: vi have en
sådan Ypperstepræst, der har taget Sæde på højre Side af
Majestætens Trone i Himlene
2. som Tjener ved Helligdommen og det sande Tabernakel, hvilket
Herren har oprejst, og ikke et Menneske.
3. Thi hver Ypperstepræst indsættes til at frembære Gaver og
Slagtofre; derfor er det nødvendigt, at også denne må have noget
at frembære.
4. Dersom han nu var på Jorden, da var han ikke engang Præst,
efterdi der her er dem, som frembære Gaverne efter Loven;
5. hvilke jo tjene ved en Afbildning og Skygge af det himmelske,
således som det blev Moses betydet af Gud, da han skulde
indrette Tabernaklet: "Se til, sagde han, at du gør alting efter
det Forbillede, der blev vist dig på Bjerget."

6. Men nu har han fået en så meget ypperligere Tjeneste, som han
også er Mellemmand for en bedre Pagt, der jo er grundet på bedre
Forjættelser.
7. Thi dersom hin første var udadlelig, da vilde der ikke blive
søgt Sted for en anden.
8. Thi dadlende siger han til dem: "Se, der kommer Dage, siger
Herren, da jeg vil slutte en ny Pagt med Israels Hus og med
Judas Hus;
9. ikke som den Pagt, jeg gjorde med deres Fædre på den Dag, da jeg
tog dem ved Hånden for at føre dem ud af Ægyptens Land; thi de
bleve ikke i min Pagt, og jeg brød mig ikke om dem, siger
Herren.
10. Thi dette er den Pagt, som jeg vil oprette med Israels Hus efter
de Dage, siger Herren: Jeg vil give mine Love i deres Sind, og
jeg vil indskrive dem i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud,
og de skulle være mit Folk.
11. Og de skulle ikke lære hver sin Medborger og hver sin Broder og
sige: Kend Herren; thi de skulle alle kende mig, fra den mindste
indtil den største iblandt dem.
12. Thi jeg vil være nådig imod deres Uretfærdigheder og ikke mere
ihukomme deres Synder."
13. Når han siger: "en ny", har han erklæret den første for gammel;
men det, som bliver gammelt og ældes, er nu ved at forsvinde.

Hebræerne 9

1. Vel havde også den første Pagt Forskrifter for Gudstjenesten og
en jordisk Helligdom.
2. Thi der var indrettet et Telt, det forreste, hvori Lysestagen
var og Bordet og Skuebrødene, det, som jo kaldes det Hellige.
3. Men bag det andet Forhæng var et Telt, det, som kaldes det
Allerhelligste,
4. som havde et gyldent Røgelsealter og Pagtens Ark, overalt
beklædt med Guld, i hvilken der var en Guldkrukke med Mannaen,
og Arons Stav, som havde blomstret, og Pagtens Tavler,
5. men oven over den var Herlighedens Keruber, som overskyggede
Nådestolen, hvorom der nu ikke skal tales enkeltvis.
6. Idet nu dette er således indrettet, gå Præsterne til Stadighed
ind i det forreste Telt, når de forrette Tjenesten;
7. men i det andet går alene Ypperstepræsten ind een Gang om Året,
ikke uden Blod,hvilket han ofrer for sig selv og Folkets
Forseelser,
8. hvorved den Helligånd giver til Kende, at Vejen til Helligdommen
endnu ikke er bleven åbenbar, så længe det førreste Telt endnu
står,
9. hvilket jo er et Sindbillede indtil den nærværende Tid, og
stemmende hermed frembæres der både Gaver og Ofre, som ikke i
Henseende til Samvittigheden kunne fuldkomme den, der forretter
sin Gudsdyrkelse,
10. men som kun, ved Siden af Mad og Drikke og forskellige
Tvættelser, ere kødelige Forskrifter, pålagte indtil den rette
Ordnings Tid.

11. Men da Kristus kom som Ypperstepræst for de kommende Goder, gik
han igennem det større og fuldkomnere Telt, som ikke er gjort
med Hænder, det er: som ikke er af denne Skabning,
12. og gik ikke heller med Blod af Bukke eller Kalve, men med sit
eget Blod een Gang for alle ind i Helligdommen og vandt en evig
Forløsning.
13. Thi dersom Blodet af Bukke og Tyre og Aske af en Kvie ved at
stænkes på de besmittede helliger til Kødets Renhed:
14. hvor meget mere skal da Kristi Blod, hans, som ved en evig Ånd
frembar sig selv lydeløs for Gud, rense eders Samvittighed fra
døde Gerninger til at tjene den levende Gud?

15. Og derfor er han Mellemmand for en ny Pagt, for at de kaldede,
da der har fundet Død Sted til Genløsning fra Overtrædelserne
under den første Pagt, må få den evige Arvs Forjættelse.
16. Thi hvor der er en Arvepagt, der er det nødvendigt, at hans Død,
som har oprettet Pagten, skal godtgøres.
17. Thi en Arvepagt er urokkelig efter døde, da den ingen Sinde
træder i Kraft, medens den, som har oprettet den, lever.
18. Derfor er heller ikke den første bleven indviet uden Blod
19. Thi da hvert Bud efter Loven var forkyndt af Moses for hele
Folket, tog han Kalve- og Bukkeblod med Vand og skarlagenrød Uld
og Isop og bestænkede både Bogen selv og hele Folket, idet han
sagde:
20. "Dette er den Pagts Blod, hvilken Gud har pålagt eder."
21. Og Tabernaklet og alle Tjenestens Redskaber bestænkede han
ligeledes med Blodet.
22. Og næsten alt bliver efter Loven renset med Blod, og uden Blods
Udgydelse sker der ikke Forladelse.

23. Altså var det en Nødvendighed, at Afbildningerne af de himmelske
Ting skulde renses herved, men selve de himmelske Ting ved bedre
Ofre end disse.
24. Thi Kristus gik ikke ind i en Helligdom, som var gjort med
Hænder og kun var et Billede af den sande, men ind i selve
Himmelen for nu at træde frem for Guds Ansigt til Bedste for os;
25. ikke heller for at han skulde ofre sig selv mange Gange, ligesom
Ypperstepræsten hvert År går ind i Helligdommen med fremmed
Blod;
26. ellers havde han måttet lide mange Gange fra Verdens
Grundlæggelse; men nu er han een Gang for alle ved Tidernes
Fuldendelse åbenbaret for at bortskaffe Synden ved sit Offer.
27. Og ligesom det er Menneskene beskikket at dø een Gang og
derefter Dom,
28. således skal også Kristus, efter at være bleven een Gang ofret
for at bære manges Synder, anden Gang, uden Synd, vise sig for
dem, som foruente ham til Frelse.

Hebræerne 10

1. Thi da Loven kun har en Skygge af de kommende Goder og ikke
Tingenes Skikkelse selv, kan den aldrig ved de samme årlige
Ofre, som de bestandig frembære, fuldkomme dem, som træde frem
dermed.
2. Vilde man ikke ellers have ophørt at frembære dem, fordi de
ofrende ikke mere havde nogen Bevidsthed om Synder, når de een
Gang vare rensede?
3. Men ved Ofrene sker År for År Ihukommelse af Synder.
4. Thi det er umuligt, at Blod af Tyre og Bukke kan borttage
Synder.

5. Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: "Slagtoffer og
Madoffer havde du ikke Lyst til; men et Legeme beredte du mig;
6. Brændofre og Syndofre havde du ikke Behag i.
7. Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i Bogrullen er der skrevet om
mig) for at gøre, Gud! din Villie."
8. Medens han først siger: "Slagtofre og Madofre og Brændofre og
Syndofre havde du ikke Lyst til og ej heller Behag i" (og disse
frembæres dog efter Loven),
9. så har han derefter sagt: "Se, jeg er kommen for at gøre din
Villie." Han ophæver det første for at fastsætte det andet.
10. Og ved denne Villie ere vi helligede ved Ofringen af Jesu Kristi
Legeme een Gang for alle.
11. Og hver Præst står daglig og tjener og ofrer mange Gange de
samme Ofre, som dog aldrig kunne borttage Synder.
12. Men denne har efter at have ofret eet Offer for Synderne sat sig
for bestandig ved Guds højre Hånd,
13. idet han for øvrigt venter på, at hans Fjender skulle lægges som
en Skammel for hans Fødder.
14. Thi med et eneste Offer har han for bestandig fuldkommet dem,
som helliges.
15. Men også den Helligånd giver os Vidnesbyrd; thi efter at have
sagt:
16. "Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage,"
siger Herren: "Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg
vil indskrive dem i deres Sind,
17. og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere
ihukomme."
18. Men hvor der er Forladelse for disse, er der ikke mere Offer for
Synd.

19. Efterdi vi da, Brødre! have Frimodighed til den Indgang i
Helligdommen ved Jesu Blod,
20. som han indviede os som en ny og levende Vej igennem Forhænget,
det er hans Kød,
21. og efterdi vi have en stor Præst over Guds Hus:
22. så lader os træde frem med et sandt Hjerte, i Troens fulde
Forvisning, med Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond
Samvittighed, og Legemet tvættet med rent Vand;
23. lader os fastholde Håbets Bekendelse urokket; thi trofast er
han, som gav Forjættelsen;
24. og lader os give Agt på hverandre, så vi opflamme hverandre til
Kærlighed og gode Gerninger
25. og ikke forlade vor egen Forsamling, som nogle have for Skik,
men formane hverandre, og det så meget mere, som I se, at Dagen
nærmer sig.

26. Thi Synde vi med Villie, efter at have modtaget Sandhedens
Erkendelse, er der intet Offer mere tilbage for Synder,
27. men en frygtelig Forventelse at Dom og en brændende Nidkærhed,
som skal fortære de genstridige.
28. Når en har brudt med Mose Lov, dør han uden Barmhjertighed på to
eller tre Vidners Udsagn;
29. hvor meget værre Straf mene I da, at den skal agtes værd, som
træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod, hvormed han
blev helliget, for urent og forhåner Nådens Ånd?
30. Thi vi kende den, som har sagt: "Mig hører Hævnen til, jeg vil
betale, siger Herren;" og fremdeles: "Herren skal dømme sit
Folk."
31. Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder.

32. Men kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare
blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser,
33. idet I dels selv ved Forhånelser og Trængsler bleve et Skuespil,
dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede sådanne Kår.
34. Thi både havde I Medlidenhed med de fangne, og I fandt eder med
Glæde i, at man røvede, hvad I ejede, vidende, at I selv have en
bedre og blivende Ejendom.
35. Kaster altså ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor
Belønning;
36. thi I have Udholdenhed nødig, for at I, når I have gjort Guds
Villie, kunne opnå Forjættelsen.
37. Thi "der er endnu kun en såre liden Stund, så kommer han, der
skal komme, og han vil ikke tøve.
38. Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager
sig, har min Sjæl ikke Behag i ham."
39. Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af
dem, som tro, til Sjælens Frelse,

Hebræerne 11

1. Men Tro er en Fortrøstning til det, som håbes, en Overbevisning
om Ting, som ikke ses.
2. Ved den fik jo de gamle godt Vidnesbyrd.
3. Ved Tro fatte vi, at Verden er bleven skabt ved Guds Ord, så det
ikke er af synlige Ting, at det, som ses, er blevet til.
4. Ved Tro ofrede Abel Gud et bedre Offer end Kain, og ved den fik
han det Vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud bevidnede sit
Velbehag i hans Gaver; og ved den taler han endnu efter sin Død.
5. Ved Tro blev Enok borttagen, for at han ikke skulde se Døden, og
han blev ikke funden, efterdi Gud havde taget ham bort; thi før
Borttagelsen har han fået det Vidnesbyrd, at han har behaget
Gud.
6. Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi den, som kommer
frem for Gud, bør tro, at han er til, og at han bliver deres
Belønner, som søge ham.
7. Ved Tro var det, at Noa, advaret af Gud om det, som endnu ikke
sås, i Gudsfrygt indrettede en Ark til Frelse for sit Hus; ved
den domfældte han Verden og blev Arving til Retfærdigheden
ifølge Tro.
8. Ved Tro adlød Abraham, da han blev kaldet, så han gik ud til et
Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, skønt han ikke
vidste, hvor han kom hen.
9. Ved Tro blev han Udlænding i Forjættelsens Land som i et fremmed
og boede i Telte med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til
samme Forjættelse;
10. thi han forventede den Stad, som har fast Grundvold, hvis
Bygmester og Grundlægger er Gud.
11. Ved Tro fik endog Sara selv Kraft til at undfange endog ud over
sin Alders Tid; thi hun holdt ham for trofast, som havde
forjættet det.
12. Derfor avledes der også af en, og det en udlevet, som Himmelens
Stjerner i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, det, som
ikke kan tælles.
13. I Tro døde alle disse uden at have opnået Forjættelserne; men de
så dem langt borte og hilsede dem og bekendte, at de vare
fremmede og Udlændinge på Jorden.
14. De, som sige sådant, give jo klarlig til Kende, at de søge et
Fædreland.
15. Og dersom de havde haft det, hvorfra de vare udgåede, i Tanker,
havde de vel haft Tid til at vende tilbage;
16. men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor
skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han
har betedt dem en, Stad.
17. Ved Tro har Abraham ofret Isak, da han blev prøvet, ja, den.
enbårne ofrede han, som havde modtaget Forjættelserne,
18. til hvem der var sagt: "I Isak skal en Sæd få Navn efter dig; "
19. thi han betænkte, at Gud var mægtig endog til at oprejse fra de
døde, hvorfra han jo også lignelsesvis fik ham tilbage.
20. Ved Tro udtalte Isak Velsignelse over Jakob og Esau angående
kommende Ting.
21. Ved Tro velsignede Jakob døende hver af Josefs Sønner og tilbad,
lænende sig over sin Stav.
22. Ved Tro talte Josef på sit yderste om Israels Børns Udgang og
gav Befaling om sine Ben.
23. Ved Tro blev Moses, da han var født, skjult i tre Måneder af
sine Forældre, fordi de så, at Barnet var dejligt, og de
frygtede ikke for Kongens Befaling.
24. Ved Tro nægtede Moses, da han var bleven stor, at kaldes Søn af
Faraos Datter
25. og valgte hellere at lide ondt med Guds Folk end at have en
kortvarig Nydelse af Synd,
26. idet han agtede Kristi Forsmædelse for større Rigdom end
Ægyptens Skatte; thi han så hen til Belønningen.
27. Ved Tro forlod han Ægypten uden at frygte for Kongens Vrede; thi
som om han så den usynlige, holdt han ud.
28. Ved Tro har han indstiftet Påsken og Påstrygelsen af Blodet, for
at den, som ødelagde de førstefødte, ikke skulde røre dem.
29. Ved Tro gik de igennem det røde Hav som over tørt Land, medens
Ægypterne druknede under Forsøget derpå.
30. Ved Tro faldt Jerikos Mure, efter at de vare omgåede i syv Dage.
31. Ved Tro undgik Skøgen Rahab at omkomme med de genstridige; thi
hun modtog Spejderne med Fred.
32. Dog, hvorfor skal jeg tale mere? Tiden vil jo fattes mig, hvis
jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og
Samuel og Profeterne,
33. som ved Tro overvandt Riger, øvede Retfærdighed, opnåede
Forjættelser, stoppede Løvers Mund,
34. slukkede Ilds Kraft, undslap Sværds Od, bleve stærke efter
Svaghed, bleve vældige i Krig, bragte fremmedes Hære til at
vige.
35. Kvinder fik deres døde igen ved Opstandelse. Andre bleve lagte
på Pinebænk og toge ikke imod Befrielse, for at de måtte opnå en
bedre Opstandelse.
36. Andre måtte friste Forhånelser og Hudstrygelser, tilmed Lænker
og Fængsel;
37. de bleve stenede, gennemsavede, fristede, dræbte med Sværd, gik
omkring i Fåre- og Gedeskind, lidende Mangel, betrængte,
mishandlede
38. (dem var Verden ikke værd), omvankende i Ørkener og på Bjerge og
i Huler og Jordens Kløfter.
39. Og alle disse, skønt de havde Vidnesbyrd for deres Tro, opnåede
ikke Forjættelsen,
40. efterdi Gud forud havde udset noget bedre for os, for at de ikke
skulde fuldkommes uden os.

Hebræerne 12

1. Derfor lader også os, efterdi vi have så stor en Sky af Vidner
omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder
os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane,
2. idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for
den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han
ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde på højre Side af
Guds Trone.
3. Ja, tænker på ham, som har udholdt en sådan Modsigelse imod sig
af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i
eders Sjæle,

4. Endnu have I ikke stået imod indtil Blodet i eders Kamp imod
Synden,
5. og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til
Sønner: "Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller
ikke forsagt, når du revses af ham;
6. thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slår hårdelig
hver Søn, som han tager sig af."
7. Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med
Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter?
8. Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have fået Del, da ere
I jo uægte og ikke Sønner.
9. Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi
følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under
Åndernes Fader og leve?
10. thi hine tugtede os for nogle få Dage efter deres Tykke, men han
gør det til vort Gavn, for at vi skulle få Del i hans Hellighed.
11. Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være
til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld
dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.

12. Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ,
13. og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal
vrides af Led, men snarere helbredes.
14. Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden
hvilken ingen skal se Herren;
15. og ser til, at ikke nogen går Glip af Guds Nåde, at ikke nogen
bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den;
16. at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for
een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret.
17. Thi I vide, at han også siden, da han ønskede at arve
Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for
Omvendelse), omendskønt han begærede den med Tårer.

18. I ere jo ikke komne til en håndgribelig og brændende Ild og til
Mulm og Mørke og Uvejr,
19. og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de,
der hørte den, bade, at der ikke mere måtte tales til dem.
20. Thi de kunde ikke bære det, som blev påbudt: "Endog om et Dyr
rører ved Bjerget, skal det stenes".
21. Og - så frygteligt var Synet - Moses sagde: "Jeg er forfærdet og
bæver."
22. Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad,
til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i
Højtidsskare
23. og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene,
og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede
retfærdiges Ånder
24. og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens
Blod, som taler bedre end Abel.
25. Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi når de,
som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord på Jorden,
ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, når vi vende os
bort fra ham, der taler fra Himlene,
26. han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet
og sagt: "Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men
også Himmelen."
27. Men dette "endnu een Gang" giver til Kende, at de Ting, der
rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting,
der ikke rystes, skulle blive.
28. Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, så
lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans
Velbehag, med Ængstelse og Frygt.
29. Thi vor Gud er en fortærende Ild.

Hebræerne 13

1. Broderkærligheden blive ved!
2. Glemmer ikke Gæstfriheden; thi ved den have nogle, uden at vide
det, haft Engle til Gæster.
3. Kommer de fangne i Hu, som vare I selv medfangne; dem, der lide
ilde, som de, der også selv ere i et Legeme.
4. Ægteskabet være æret hos alle, og Ægtesengen ubesmittet; thi
utugtige og Horkarle skal Gud dømme.
5. Eders Vandel være uden Pengegridskhed, nøjes med det, I have;
thi han har selv sagt: "Jeg vil ingenlunde slippe dig og
ingenlunde forlade dig,"
6. så at vi kunne sige med frit Mod: "Herren er min Hjælper, jeg
vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gøre mig?"

7. Kommer eders Vejledere i Hu, som have forkyndt eder Guds Ord, og
idet I betragte deres Vandrings Udgang, så efterligner deres
Tro!
8. Jesus Kristus er i Går og i Dag den samme, ja, til evig Tid.
9. Lader eder ikke lede vild af mange Hånde og fremmede Lærdomme;
thi det er godt, at Hjertet styrkes ved Nåden, ikke ved Spiser;
thi deraf have de, som holdt sig dertil, ingen Nytte haft.
10. Vi have et Alter, hvorfra de, som tjene ved Tabernaklet, ikke
have Ret til at spise.
11. Thi de Dyr, hvis Blod for Syndens Skyld bæres ind i Helligdommen
af Ypperstepræsten, deres Kroppe opbrændes uden for Lejren.
12. Derfor led også Jesus uden for Porten, for at han kunde hellige
Folket ved sit eget Blod.
13. Så lader os da gå ud til ham uden for Lejren, idet vi bære hans
Forsmædelse;
14. thi her have vi ikke en blivende Stad, men vi søge den kommende.
15. Lader os da ved ham altid frembære Gud Lovprisnings Offer, det
er: en Frugt af Læber, som bekende hans Navn.
16. Men glemmer ikke at gøre vel og at meddele; thi i sådanne Ofre
har Gud Velbehag.

17. Lyder eders Vejledere og retter eder efter dem; thi de våge
over, eders Sjæle som de, der skulle gøre Regnskab - for at de
må gøre dette med Glæde og ikke sukkende: thi dette er eder ikke
gavnligt.
18. Beder for os; thi vi ere forvissede om, at vi have en god
Samvittighed, idet vi ønske at vandre rettelig i alle Ting.
19. Og jeg formaner eder des mere til at gøre dette, for at jeg
desto snarere kan gives eder igen.

20. Men Fredens Gud, som førte den store Fårenes Hyrde, vor Herre
Jesus, op fra de døde med en evig Pagts Blod,
21. han bringe eder til Fuldkommenhed i alt godt, til at gøre hans
Villie, og han virke i eder det, som er velbehageligt for hans
Åsyn, ved Jesus Kristus: ham være Æren i Evighedernes Evigheder:
Amen.
22. Jeg beder eder, Brødre! at I finde eder i dette Formaningsord;
thi jeg har jo skrevet til eder i Korthed.
23. Vid, at vor Broder Timotheus er løsladt; sammen med ham vil jeg
se eder, dersom han snart kommer.
24. Hilser alle eders Vejledere og alle de hellige! De fra Italien
hilse eder.
25. Nåden være med eder alle!


Jakob

Jakob 1

1. Jakob, Guds og den Herres Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv
Stammer i Adspredelsen.

2. Mine Brødre! agter det for idel Glæde, når I stedes i mange
Hånde Prøvelser,
3. vidende, at eders Tros Prøve virker Udholdenhed;
4. men Udholdenheden bør medføre fuldkommen Gerning, for at I kunne
være fuldkomne og uden Brøst, så I ikke stå tilbage i noget.
5. Men dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud,
som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, så skal den gives ham.
6. Men han bede i Tro, uden at tvivle; thi den, som tvivler, ligner
en Havets Bølge, der drives og kastes af Vinden.
7. Ikke må nemlig det Menneske mene, at han skal få noget af Herren,
8. en tvesindet Mand, som han er, ustadig på alle sine Veje.

9. Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed,
10. den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgå som Græssets
Blomst.
11. Thi Solen står op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets
Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; således
skal også den rige visne på sine Veje.

12. Salig den Mand, som holder Prøvelse ud; thi når han har stået
Prøve, skal han få Livets Krans, som Herren har forjættet dem,
der elske ham.
13. Ingen sige, når han fristes: "Jeg fristes af Gud;" thi Gud kan
ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen;
14. men enhver fristes,når han drages og lokkes af sin egen
Begæring;
15. derefter, når Begæringen har undfanget, føder den Synd, men når
Synden er fuldvoksen, føder den Død.
16. Farer ikke vild, mine elskede Brødre!
17. Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra
Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende
Skygge.
18. Efter sin Villie fødte han os ved Sandheds Ord, for at vi skulde
være en Førstegrøde af hans Skabninger.

19. I vide det, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar
til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;
20. thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud.
21. Derfor, aflægger alt Smuds og Levning af Slethed, og modtager
med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, og som formår
at frelse eders Sjæle.
22. Men vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere, hvormed I
bedrage eder selv.
23. Thi dersom nogen er Ordets Hører og ikke dets Gører, han ligner
en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Spejl;
24. thi han betragter sig selv og går bort og glemmer straks, hvor
dan han var.
25. Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og holder ved
dermed, så han ikke bliver en glemsom Tilhører, men en
Gerningens Gører, han skal være salig i sin Gerning.

26. Dersom nogen synes, at han dyrker Gud, og ikke holder sin Tunge
i Tømme, men bedrager sit Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forgæves.
27. En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er dette,
at besøge faderløse og Enker i deres Trængsel, at holde sig selv
uplettet af Verden.

Jakob 2

1. Mine Brødre! Eders Tro på vor Herre Jesus Kristus, den
herliggjorte, være ikke forbunden med Persons Anseelse!
2. Når der nemlig kommer en Mand ind i eders Forsamling med
Guldring på Fingeren, i prægtig Klædning, men der også kommer en
fattig ind i smudsig Klædning,
3. og I fæste Øjet på den, som bærer den prægtige Klædning og sige:
Sæt du dig her på den gode Plads, og I sige til den fattige: Stå
du der eller sæt dig nede ved min Fodskammel:
4. ere I så ikke komne i Strid med eder selv og blevne Dommere med
slette Tanker?
5. Hører, mine elskede Brødre! Har Gud ikke udvalgt de for Verden
fattige til at være rige i Tro og Arvinger til det Rige, som han
har forjættet dem, der elske ham?
6. Men I have vanæret den fattige! Er det ikke de rige, som
underkue eder, og er det ikke dem, som slæbe eder for
Domstolene?
7. Er det ikke dem, som bespotte det skønne Navn, som er nævnet
over eder?

8. Ganske vist, dersom I opfylde den kongelige Lov efter Skriften:
"Du skal elske din Næste som dig selv", gøre I ret;
9. men dersom I anse Personer, gøre I Synd og revses af Loven som
Overtrædere.
10. Thi den, som holder hele Loven, men støder an i eet Stykke, er
bleven skyldig i alle.
11. Thi han, som sagde: "Du må ikke bedrive Hor," sagde også: "Du må
ikke slå ihjel." Dersom du da ikke bedriver Hor, men slår ihjel,
da er du bleven en Lovens Overtræder.
12. Taler således og gører således, som de, der skulle dømmes efter
Frihedens Lov.
13. Thi Dommen er ubarmhjertig imod den, som ikke har øvet
Barmhjertighed; Barmhjertighed træder frimodigt op imod Dommen.

14. Hvad gavner det, mine Brødre! om nogen siger, han har Tro, men
ikke har Gerninger? mon Troen kan frelse ham?
15. Dersom en Broder eller Søster er nøgen og fattes den daglige
Føde,
16. og en af eder siger til dem: Går bort i Fred, varmer eder og
mætter eder, men I ikke give dem det, som hører til Legemets
Nødtørst, hvad gavner det?
17. Ligeså er også Troen, dersom den ikke har Gerninger, død i sig
selv.
18. Men man vil sige: Du har Tro, og jeg har Gerninger. Vis mig din
Tro uden Gerningerne, og jeg vil af mine Gerninger vise dig
Troen.
19. Du tror, at Gud er een; deri gør du ret; også de onde Ånder tro
det og skælve.
20. Men vil du vide, du tomme Menneske! at Troen uden Gerninger er
unyttig?
21. Blev ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort af Gerninger, da han
ofrede sin Søn Isak på Alteret?
22. Du ser, at Troen virkede sammen med hans Gerninger, og ved
Gerningerne blev Troen fuldkommet,
23. og Skriften blev opfyldt, som siger: "Abraham troede Gud, og det
blev regnet ham til Retfærdighed", og han blev kaldet Guds Ven.
24. I se, at et Menneske retfærdiggøres af Gerninger, og ikke af Tro
alene.
25. Ligeså Skøgen Rahab, blev ikke også hun retfærdiggjort af
Gerninger, da hun tog imod Sendebudene og lod dem slippe bort ad
en anden Vej?
26. Thi ligesom Legemet er dødt uden Ånd, således er også Troen død
uden Gerninger.

Jakob 3

1. Mine Brødre! ikke mange af eder bør blive Lærere, såsom I vide,
at vi skulle få en desto tungere Dom.
2. Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom nogen ikke støder an i
Tale, da er han en fuldkommen Mand, i Stand til også at holde
hele Legemet i Tomme.
3. Men når vi lægge Bidsler i Hestenes Munde, for at de skulle
adlyde os, så dreje vi også hele deres Legeme.
4. Se, også Skibene, endskønt de ere så store og drives af stærke
Vinde, drejes med et såre lidet Ror, hvorhen Styrmandens Hu
står.
5. Således er også Tungen et lille Lem og fører store Ord. Se, hvor
lille en Ild der stikker så stor en Skov i Brand!
6. Og Tungen er en Ild. Som en Verden af Uretfærdighed sidder
Tungen iblandt vore Lemmer; den besmitter hele Legemet og sætter
Livets Hjul i Brand, selv sat i Brand af Helvede.
7. Thi enhver Natur, både Dyrs og Fugles, både Krybdyrs og Havdyrs,
tæmmes og er tæmmet af den menneskelige Natur;
8. men Tungen kan intet Menneske tæmme, det ustyrlige Onde, fuld af
dødbringende Gift.
9. Med den velsigne vi Herren og Faderen, og med den forbande vi
Menneskene, som ere blevne til efter Guds Lighed.
10. Af den samme Mund udgår Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre!
dette bør ikke være så.
11. Mon en Kilde udgyder sødt Vand og besk Vand af det samme Væld?
12. Mon et Figentræ, mine Brødre! kan give Oliven, eller et Vintræ
Figener? Heller ikke kan en Salt Kilde give fersk Vand.

13. Er nogen viis og forstandig iblandt eder, da vise han ved god
Omgængelse sine Gerninger i viis Sagtmodighed!
14. Men have I bitter Avind og Rænkesyge i eders Hjerter, da roser
eder ikke og lyver ikke imod Sandheden!
15. Dette er ikke den Visdom, som kommer ovenfra, men en jordisk,
sjælelig, djævelsk;
16. thi hvor der er Avind og Rænkesyge, der er Forvirring og al ond
Handel.
17. Men Visdommen herovenfra er først ren, dernæst fredsommelig,
mild, føjelig, fuld at Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk,
uden Skrømt.
18. Men Retfærdigheds Frugt såes i Fred for dem, som stifte Fred.

Jakob 4

1. Hvoraf kommer det, at den er Krige og Stridigheder iblandt eder?
mon ikke deraf, af eders Lyster, som stride i eders Lemmer?
2. I begære og have ikke; I myrde og misunde og kunne ikke få; I
føre Strid og Krig. Og I have ikke, fordi I ikke bede;
3. I bede og få ikke, fordi I bede ilde, for at øde det i eders
Lyster.
4. I utro! vide I ikke, at Venskab med Verden er Fjendskab imod
Gud? Derfor, den, som vil være Verdens Ven, bliver Guds Fjende.
5. Eller mene I, at Skriftens Ord ere tomme Ord? Med Nidkærhed
længes han efter den Ånd, han har givet Bolig i os, men han
skænker desto større Nåde.
6. Derfor siger Skriften: "Gud står de hoffærdige imod, men de
ydmyge giver han Nåde."
7. Underordner eder derfor under Gud; men står Djævelen imod, så
skal han fly fra eder;
8. holder eder nær til Gud, så skal han holde sig nær til eder!
Renser Hænderne, I Syndere! og lutrer Hjerterne, I tvesindede!
9. Jamrer og sørger og græder; eders Latter vende sig til Sorg og
Glæden til Bedrøvelse!
10. Ydmyger eder for Herren, så skal han ophøje eder.

11. Taler ikke ilde om hverandre, Brødre! Den, som taler ilde om sin
Broder eller dømmer sin Broder, taler ilde om Loven og dømmer
Loven; men dømmer du Loven, da er du ikke Lovens Gører, men dens
Dommer.
12. Een er Lovgiveren og Dommeren, han, som kan frelse og fordærve;
men hvem er du, som dømmer din Næste?

13. Og nu I, som sige: I Dag eller i Morgen ville vi gå til den
eller den By og blive der et År og købslå og vinde,
14. I, som ikke vide, hvad der skal ske i Morgen; thi hvordan er
eders Liv? I ere jo en Damp, som er til Syne en liden Tid, men
derefter forsvinder;
15. i Stedet for at I skulle sige: Dersom Herren vil, og vi leve, da
ville vi gøre dette eller hint.
16. Men nu rose I eder i eders Overmod; al sådan Ros er ond.
17. Derfor, den som ved at handle ret og ikke gør det, for ham er
det Synd.

Jakob 5

1. Og nu, I rige! græder og jamrer over de Ulykker, som komme over
eder.
2. Eders Rigdom er rådnet, og eders Klæder er mølædte;
3. eders Guld og Sølv er rustet op, og deres Rust skal være til
Vidnesbyrd imod eder og æde eders Kød som en Ild; I have samlet
Skatte i de sidste Dage.
4. Se, den Løn skriger, som I have forholdt Arbejderne, der høstede
eders Marker, og Høstfolkenes Råb ere komne ind for den Herre
Zebaoths Øren.
5. I levede i Vellevned på Jorden og efter eders Lyster; I gjorde
eders Hjerter til gode som på en Slagtedag.
6. I domfældte, I dræbte den retfærdige; han står eder ikke imod.

7. Derfor, værer tålmodige, Brødre! indtil Herrens Tilkommelse. Se,
Bonden venter på Jordens dyrebare Frugt og bier tålmodigt efter
den, indtil den får tidlig Regn og sildig Regn.
8. Værer også I tålmodige, styrker eders Hjerter; thi Herrens
Tilkommelse er nær.
9. Sukker ikke imod hverandre, Brødre! for at I ikke skulle dømmes;
se, Dommeren står for Døren.
10. Brødre! tager Profeterne, som have talt i Herrens Navn, til
Forbillede på at lide ondt og være tålmodige.
11. Se, vi prise dem salige, som have holdt ud. I have hørt om Jobs
Udholdenhed og vide Udfaldet fra Herren; thi Herren er såre
medlidende og barmhjertig.

12. Men for alting, mine Brødre! sværger ikke, hverken ved Himmelen
eller ved Jorden eller nogen anden Ed; men eders Ja være Ja, og
Nej være Nej, for at I ikke skulle falde under Dom.

13. Lider nogen iblandt eder ondt, han bede; er nogen vel til Mode,
han synge Lovsang!
14. Er nogen iblandt eder syg, han kalde Menighedens Ældste til sig,
og de skulle bede over ham og salve ham med Olie i Herrens Navn.
15. Og Troens Bøn skal frelse den syge, og Herren skal oprejse ham,
og har han gjort Synder, skulle de forlades ham.
16. Bekender derfor Synderne for hverandre og beder for hverandre,
for at I må blive helbredte; en retfærdigs Bøn formår meget, når
den er alvorlig.
17. Elias var et Menneske, lige Vilkår undergivet med os, og han bad
en Bøn, at det ikke måtte regne; og det regnede ikke på Jorden i
tre År og seks Måneder.
18. Og han bad atter, og Himmelen gav Regn, og Jorden bar sin Frugt.

19. Mine Brødre! dersom nogen iblandt eder farer vild fra Sandheden,
og nogen omvender ham,
20. han vide, at den, som omvender en Synder fra hans Vejs
Vildfarelse, han Frelser en Sjæl fra Døden og skjuler en
Mangfoldighed af Synder.


1.Peter

1.Peter 1

1. Peter, Jesu Kristi Apostel, til Udlændingene i Adspredelse i
Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bithynien,
2. udvalgte efter Gud Faders Forudviden, ved Åndens Helligelse, til
Lydighed og Bestænkelse med Jesu Kristi Blod: Nåde og Fred vorde
eder mangfoldig til Del!

3. Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som efter sin
store Barmhjertighed har genfødt os til et levende Håb ved Jesu
Kristi Opstandelse fra de døde,
4. til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig Arv, som er
bevaret i Himlene til eder,
5. I, som ved Guds Kraft bevogtes ved Tro til en Frelse, som er
rede til at åbenbares i den sidste Tid,
6. i hvilken I skulle fryde eder, om I end nu en liden Stund, hvis
så skal være, bedrøves i mange Hånde Prøvelser,
7. for at eders prøvede Tro, som er meget dyrebarere end det
forgængelige Guld, der dog prøves ved Ild, må findes til Ros og
Herlighed og Ære i Jesu Kristi Åbenbarelse,
8. ham, som I ikke have set og dog elske, ham, som I, skønt I nu
ikke se, men tro, skulle fryde eder over med en uudsigelig og
forherliget Glæde,
9. når I nå Målet for eders Tro, Sjælenes Frelse.
10. Om denne Frelse have Profeter gransket og ransaget, de, som
profeterede om den Nåde, der skulde blive eder til Del,
11. idet de granskede over, hvilken eller hvordan en Tid Kristi Ånd,
som var i dem, henviste til, når den forud vidnede om Kristi
Lidelser og den derpå følgende Herlighed.
12. Og det blev dem åbenbaret, at det ikke var dem selv, men eder,
de tjente med disse Ting, som nu ere blevne eder kundgjorte ved
dem, der have forkyndt eder Evangeliet i den Helligånd, som blev
sendt fra Himmelen, hvilke Ting Engle begære at skue ind i.

13. Derfor, binder op om eders Sinds Lænder, værer ædrue, og sætter
fuldt ud eders Håb til den Nåde, som bliver eder til Del i Jesu
Kristi Åbenbarelse.
14. Som lydige Børn skulle I ikke skikke eder efter de forrige
Lyster i eders Vankundighed;
15. men efter den hellige, som kaldte eder, skulle også I vorde
hellige i al eders Vandel;
16. thi der er skrevet: "I skulle være hellige, thi jeg er hellig."
17. Og dersom I påkalde ham som Fader, der dømmer uden Persons
Anseelse efter enhvers Gerning, da bør I vandre i Frygt eders
Udlændigheds Tid,
18. vel vidende, at det ikke var med forkrænkelige Ting,, Sølv eller
Guld, at I bleve løskøbte fra eders tomme Vandel, som var
overleveret eder fra Fædrene,
19. men med Kristi dyrebare Blod som et lydeløst og uplettet Lams,
20. han, som var forud kendt for Verdens Grundlæggelse, men blev
åbenbaret ved Tidernes Ende for eders Skyld,
21. der ved ham tro på Gud, som oprejste ham fra de døde og gav ham
Herlighed, så at eders Tro også er Håb til Gud.

22. Lutrer eders Sjæle i Lydighed imod Sandheden til uskrømtet
Broderkærlighed, og elsker hverandre inderligt af Hjertet,
23. genfødte, som I ere, ikke af forkrænkelig, men af uforkrænkelig
Sæd, ved Guds levende og blivende Ord.
24. Thi "alt Kød er som Græs, og al dets Herlighed som Græssets
Blomst; Græsset visner, og Blomsten falder af;
25. men Herrens Ord bliver evindelig." Og dette er det Ord, som er
forkyndt eder ved Evangeliet.

1.Peter 2

1. Derfor aflægger al Ondskab og al Svig og Hykleri og Avind og al
Bagtalelse,
2. og higer som nyfødte Børn efter Ordets uforfalskede Mælk, for at
I kunne vokse ved den til Frelse,
3. om I da have smagt, at Herren er god.
4. Kommer til ham, den levende Sten, der vel er forkastet af
Menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud,
5. og lader eder selv som levende Sten opbygge som et åndeligt Hus,
til et helligt Præsteskab, til at frembære åndelige Ofre,
velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus.
6. Thi det hedder i et Skriftsted: "Se, jeg lægger i Zion en
Hovedhjørnesten, som er udvalgt og dyrebar; og den, som tror på
ham, skal ingenlunde blive til Skamme."
7. Eder altså, som tro, hører Æren til; men for de vantro er denne
Sten, som Bygningsmændene forkastede, bleven til en
Hovedhjørnesten og en Anstødssten og en Forargelses Klippe;
8. og de støde an, idet de ere genstridige imod Ordet, hvortil de
også vare bestemte.
9. Men I ere en udvalgt Slægt, et kongeligt Præsteskab, et helligt
Folk, et Folk til Ejendom, for at I skulle forkynde hans Dyder,
som kaldte eder fra Mørke til sit underfulde Lys,
10. I, som fordum ikke vare et Folk, men nu ere Guds Folk, I, som
ikke fandt Barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.

11. I elskede! jeg formaner eder som fremmede og Udlændinge til at
afolde eder fra kødelige Lyster, som jo føre Krig imod Sjælen,
12. så I føre en god Vandel iblandt Hedningerne, for at de på Grund
af de gode Gerninger, som de få at se, kunne prise Gud på
Besøgelsens Dag for det, som de bagtale eder for som
Ugerningsmænd.

13. Underordner eder under al menneskelig Ordning for Herrens Skyld,
være sig en Konge som den højeste,
14. eller Landshøvdinger som dem, der sendes af ham til Straf for
Ugerningsmænd, men til Ros for dem, som gøre det gode.
15. Thi således er det Guds Villie, at I ved at gøre det gode skulle
bringe de uforstandige Menneskers Vankundighed til at tie;
16. som frie, og ikke som de, der have Friheden til Ondskabs Skjul,
men som Guds Tjenere.
17. Ærer alle, elsker Broderskabet, frygter Gud, ærer Kongen!

18. I Trælle! underordner eder under eders Herrer i al Frygt, ikke
alene de gode og milde, men også de urimelige.
19. Thi dette finder Yndest, dersom nogen, bunden til Gud i sin
Samvittighed, udholder Genvordigheder, skønt han lider
uretfærdigt.
20. Thi hvad Ros er det, om I holde ud, når I Synde og derfor få
Næveslag? Men dersom I holde ud, når I gøre det gode og lide
derfor, dette finder Yndest hos Gud.
21. Thi dertil bleve I kaldede, efterdi også Kristus har lidt for
eder, efterladende eder et Forbillede, for at I skulle følge i
hans Fodspor,
22. han, som ikke gjorde Synd, ikke heller blev der fundet Svig i
hans Mund,
23. han, som ikke skældte igen, da han blev udskældt, ikke truede,
da han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdigt,
24. han, som selv bar vore Synder på sit Legeme op på Træet, for at
vi, afdøde fra vore Synder, skulle leve for Retfærdigheden, han,
ved hvis Sår I ere blevne lægte.
25. Thi I vare vildfarende som Får, men ere nu vendte om til eders
Sjæles Hyrde og Tilsynsmand.

1.Peter 3

1. Ligeså, I Hustruer! underordner eder under eders egne Mænd, for
at, selv om nogle ere genstridige imod Ordet, de kunne vindes
uden Ord ved Hustruernes Vandel,
2. når de iagttage eders kyske Vandel i Frygt.
3. Eders Prydelse skal ikke være den udvortes med Hårfletning og
påhængte Guldsmykker eller Klædedragt,
4. men Hjertets skjulte Menneske med den sagtmodige og stille Ånds
uforkrænkelige Prydelse, hvilket er meget kosteligt for Gud.
5. Thi således var det også, at fordum de hellige Kvinder, som
håbede på Gud, prydede sig, idet de underordnede sig under deres
egne Mænd,
6. som Sara var Abraham lydig, så hun kaldte ham Herre, hun, hvis
Børn I ere blevne, når I gøre det gode og ikke frygte nogen
Rædsel.
7. Ligeså I Mænd! lever med Forstand sammen med eders Hustruer som
med et svagere Kar, og beviser dem Ære som dem, der også ere
Medarvinger til Livets Nådegave, for at eders Bønner ikke skulle
hindres.

8. Og til Slutning værer alle enssindede, medlidende, kærlige imod
Brødrene, barmhjertige, ydmyge;
9. betaler ikke ondt med ondt, eller Skældsord med Skældsord, men
tværtimod velsigner, thi dertil bleve I kaldede, at I skulle
arve Velsignelse.
10. Thi "den, som vil elske Livet og se gode Dage, skal holde sin
Tunge fra ondt og sine Læber fra at tale Svig;
11. han vende sig fra ondt og gøre godt; han søge Fred og jage efter
den!
12. Thi Herrens Øjne ere over de retfærdige, og hans Øren til deres
Bøn; men Herrens Ansigt er over dem, som gøre ondt."

13. Og hvem er der, som kan volde eder ondt, dersom I ere nidkære
for det gode?
14. Men om I også måtte lide for Retfærdigheds Skyld, er I salige.
Nærer ingen Frygt for dem, og forfærdes ikke;
15. men helliger den Herre Kristus i eders Hjerter, altid rede til
at forsvare eder over for enhver, som kræver eder til Regnskab
for det Håb, der er i eder, men med Sagtmodighed og Frygt,
16. idet I have en god Samvittighed, for at de, der laste eders gode
Vandel i Kristus, må blive til Skamme, når de bagtale eder som
Ugerningsmænd.
17. Thi det er bedre, om det så er Guds Villie, at lide, når man gør
godt, end når man gør ondt.
18. Thi også Kristus led een Gang for Synder, en retfærdig for
uretfærdige, for at han kunde føre os hen til Gud, han, som led
Døden i Kødet, men blev levendegjort i Ånden,
19. i hvilken han også gik hen og prædikede for Ånderne, som vare i
Forvaring,
20. som fordum vare genstridige, dengang Guds Langmodighed ventede i
Noas Dage, medens Arken byggedes, i hvilken få, nemlig otte,
Sjæle bleve frelste igennem Vand,
21. hvilket nu også frelser eder i sit Modbillede som Dåb, der ikke
er Fjernelse af Kødets Urenhed, men en god Samvittigheds Pagt
med Gud ved Jesu Kristi Opstandelse,
22. han, som er faren til Himmelen og er ved Guds højre Hånd, efter
at Engle og Myndigheder og Kræfter ere ham underlagte.

1.Peter 4

1. Efterdi da Kristus har lidt i Kødet, så skulle også I væbne eder
med det samme Sind (thi den, som har lidt i Kødet, er hørt op
med Synd),
2. så at I ikke fremdeles leve den øvrige Tid i Kødet efter
Menneskers Lyster, men efter Guds Villie.
3. Thi det er nok i den forbigangne Tid at have gjort Hedningernes
Villie, idet I have vandret i Uterlighed, Lyster, Fylderi, Svir,
Drik og skammelig Afgudsdyrkelse;
4. hvorfor de forundre sig og spotte, når I ikke løbe med til den
samme Ryggesløshedens Pøl;
5. men de skulle gøre ham Regnskab, som er rede til at dømme
levende og døde.
6. Thi derfor blev Evangeliet forkyndt også for døde, for at de vel
skulde være dømte på Menneskers Vis i Kødet, men leve på Guds
Vis i Ånden.

7. Men alle Tings Ende er kommen nær; værer derfor årvågne og ædru
til Bønner!
8. Hav fremfor alt en inderlig Kærlighed til hverandre; thi
"Kærlighed skjuler en Mangfoldighed af Synder".
9. Vær gæstfri imod hverandre uden Knurren.
10. Eftersom enhver har fået en Nådegave, skulle I tjene hverandre
dermed som gode Husholdere over Guds mangfoldige Nåde.
11. Taler nogen, han tale som Guds Ord; har nogen en Tjeneste, han
tjene, efter som Gud forlener ham Styrke dertil, for at Gud må
æres i alle Ting ved Jesus Kristus, hvem Herligheden og Magten
tilhører i Evighedernes Evigheder! Amen.

12. I elskede! undrer eder ikke over den Ild, som brænder iblandt
eder til eders Prøvelse, som om der hændtes eder noget
underligt;
13. men glæder eder i samme Mål, som I have Del i Kristi Lidelser,
for at I også kunne glæde og fryde eder ved hans Herligheds
Åbenbarelse.
14. Dersom I hånes for Kristi Navns Skyld, ere I salige; thi
Herlighedens og Guds Ånd hviler over eder.
15. Thi ingen af eder bør lide som Morder eller Tyv eller
Ugerningsmand eller som en, der blander sig i anden Mands Sager;
16. men lider han som en Kristen, da skamme han sig ikke, men prise
Gud for dette Navn!

17. Thi det er Tiden til, at Dommen skal begynde med Guds Hus: men
begynder den først med os, hvad Ende vil det da få med dem, som
ere genstridige imod Guds Evangelium?
18. Og dersom den retfærdige med Nød og neppe bliver frelst, hvor
skal da den ugudelige og Synderen blive af?
19. Derfor skulle også de, som lide efter Guds Villie, befale den
trofaste Skaber deres Sjæle, idet de gøre det gode.

1.Peter 5

1. De Ældste iblandt eder formaner jeg som Medældste og Vidne til
Kristi Lidelser, som den, der også har Del i Herligheden, der
skal åbenbares:
2. Vogter Guds Hjord hos eder, og fører Tilsyn med den, ikke
tvungne, men frivilligt, ikke for slet Vindings Skyld, men med
Redebonhed;
3. ikke heller som de, der ville herske over Menighederne, men som
Mønstre for Hjorden;
4. og når da Overhyrden åbenbares, skulle I få Herlighedens
uvisnelige Krans.
5. Ligeså, I unge! underordner eder under de ældre; og ifører eder
alle Ydmyghed imod hverandre; thi "Gud står de hoffærdige imod,
men de ydmyge giver han Nåde."
6. Derfor ydmyger eder under Guds vældige Hånd, for at han i sin
Tid må ophøje eder.
7. Kaster al eders Sørg på ham, thi han har Omsorg for eder.
8. Vær ædru, våger; eders Modstander, Djævelen, går omkring som en
brølende Løve, søgende, hvem han kan opsluge.
9. Står ham imod, faste i Troen, vidende, at de samme Lidelser
fuldbyrdes på eders Brødre i Verden.

10. Men al Nådes Gud, som kaldte eder til sin evige Herlighed i
Kristus Jesus efter en kort Tids Lidelse, han vil selv fuldelig
berede eder, styrke, bekræfte, grundfæste eder!
11. Ham tilhører Magten i Evighedernes Evigheder! Amen.
12. Med Silvanus, den trofaste Broder (thi det holder jeg ham for),
har jeg i Korthed skrevet eder til for at formane og bevidne, at
dette er Guds sande Nåde, hvori I stå.
13. Den medudvalgte i Babylon og min Søn, Markus, hilser eder.
14. Hilser hverandre med Kærligheds Kys! Fred være med eder alle,
som ere i Kristus!


2.Peter

2.Peter 1

1. Simon Peter, Jesu Kristi Tjener og Apostel, til dem, der have
fået samme dyrebare Tro som vi ved vor Guds og Frelsers Jesu
Kristi Retfærdighed:
2. Nåde og Fred vorde eder mangfoldig til Del i Erkendelse af Gud
og vor Herre Jesus.

3. Såsom hans guddommelige Magt har skænket os alt, hvad der hører
til Liv og Gudfrygtighed ved Erkendelsen af ham, som kaldte os
ved sin Herlighed og Kraft,
4. hvorved han har skænket os de største og dyrebare Forjættelser,
for at I ved disse skulle få Del i guddommelig Natur, når I
undfly Fordærvelsen i Verden, som har sin Grund i Begær,
5. så anvender just derfor al Flid på i eders Tro at udvise Dyd og
i Dyden Kundskab
6. og i Kundskaben Afholdenhed og i Afholdenheden Udholdenhed og i
Udholdenheden Gudsfrygt
7. og i Gudsfrygten Broderkærlighed og i Broderkærligheden
Kærlighed.
8. Thi når dette findes hos eder og er i Tiltagen, lader det eder
ikke stå ørkesløse eller ufrugtbare i Erkendelsen af vor Herre
Jesus Kristus;
9. den nemlig, som ikke har dette, er blind, svagsynet, idet han
har glemt Renselsen fra sine fordums Synder.
10. Derfor, Brødre! gører eder des mere Flid for at befæste eders
Kaldelse og Udvælgelse; thi når I gøre dette, skulle I ingen
Sinde støde an.
11. Thi så skal der rigelig gives eder Indgang i vor Herres og
Frelsers Jesu Kristi evige Rige.

12. Derfor vil jeg ikke forsømme altid at påminde eder om delte,
ihvorvel I vide det og ere befæstede i den Sandhed, som er til
Stede hos os.
13. Men jeg anser det for ret at vække eder ved Påmindelse, så længe
jeg er i dette Telt,
14. da jeg ved, at Aflæggelsen af mit Telt kommer brat, således som
jo vor Herre Jesus Kristus har givet mig til Kende.
15. Og jeg vil også gøre mig Flid for, at I til enhver Tid efter min
Bortgang kunne drage eder dette i Minde.
16. Thi vi have ikke fulgt klogtigt opdigtede Fabler, da vi
kundgjorde eder vor Herres Jesu Kristi Kraft og Tilkommelse, men
vi have været Øjenvidner til hans Majestæt,
17. nemlig da han fik Ære og Herlighed af Gud Fader, idet en sådan
Røst lød til ham fra den majestætiske Herlighed: "Denne er min
Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag."
18. Og vi hørte denne Røst lyde fra Himmelen, da vi vare med ham på
det hellige Bjerg.
19. Og des mere stadfæstet have vi det profetiske Ord, hvilket I
gøre vel i at agte på som på et Lys, der skinner på et mørkt
Sted, indtil Dagen bryder frem, og Morgenstjernen oprinder i
eders Hjerter,
20. idet I fornemmelig mærke eder dette, at ingen Profeti i Skriften
beror på egen Tydning.
21. Thi aldrig er nogen Profeti bleven fremført ved et Menneskes
Villie; men drevne af den Helligånd talte hellige Guds Mænd.

2.Peter 2

1. Men der opstod også falske Profeter iblandt Folket, ligesom der
også iblandt eder vil komme falske Lærere, som ville liste
fordærvelige Vranglærdomme ind, idet de endog fornægte den
Herre, som købte dem, og bringe en brat Undergang over sig selv,
2. og mange ville efterfølge deres Uterligheder, så Sandhedens Vej
for deres Skyld vil blive bespottet,
3. og i Havesyge ville de med falske Ord skaffe sig Vinding af
eder; men Dommen over dem har alt fra gamle Dage været i
Virksomhed, og deres Undergang slumrer ikke.

4. Thi når Gud ikke sparede Engle, da de syndede, men nedstyrtede
dem i Afgrunden og overgav dem til Mørkets Huler for at bevogtes
til Dom,
5. og ikke sparede den gamle Verden, men bevarede Retfærdighedens
Prædiker Noa selv ottende, da han førte Oversvømmelse over en
Verden af ugudelige
6. og lagde Sodomas og Gomorras Stæder i Aske og domfældte dem til
Ødelæggelse, så han har sat dem til Forbillede for dem, som i
Fremtiden ville leve ugudeligt,
7. og udfriede den retfærdige Lot, som plagedes af de ryggesløses
uterlige Vandel,
8. (thi medens den retfærdige boede iblandt dem, pintes han Dag for
Dag i sin retfærdige Sjæl ved de lovløse Gerninger, som han så
og hørte):
9. - da ved Herren at udfri gudfrygtige af Fristelse, men at
straffe og bevogte uretfærdige til Dommens Dag,
10. og mest dem, som vandre efter Kød, i Begær efter Besmittelse, og
foragte Herskab. Frække, selvbehagelige, bæve de ikke ved at
bespotte Herligheder,
11. hvor dog Engle, som ere større i Styrke og Magt, ikke fremføre
bespottende Dom imod dem for Herren.
12. Men disse ligesom ufornuftige Dyr, der af Natur ere fødte til at
fanges og ødelægges, skulle de, fordi de bespotte, hvad de ikke
kende, også ødelægges med hines Ødelæggelse,
13. idet de få Uretfærdigheds Løn. De sætte deres Lyst i Vellevned
om Dagen, disse Skampletter og Skændselsmennesker! De svælge i
deres Bedragerier, medens de holde Gilde med eder;
14. deres Øjne ere fulde af Horeri og kunne ikke få nok af Synd; de
lokke ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte, øvet i Havesyge,
Forbandelsens Børn;
15. de have forladt den lige Vej og ere farne vild, følgende
Bileams, Beors Søns, Vej, han, som elskede Uretfærdigheds Løn,
16. men fik Revselse for sin Overtrædelse: et umælende Trældyr talte
med menneskelig Røst og hindrede Profetens Afsind.
17. Disse ere vandløse Kilder og Tågeskyer, som drives af Storvind;
for dem er Mørke og Mulm bevaret.
18. Thi dem, som ere lige ved at undslippe fra dem, der vandre i
Vildfarelse, løkke de i Kødets Begæringer ved Uterligheder, idet
de tale Tomheds overmodige Ord
19. og love dem Frihed, skønt de selv ere Fordærvelsens Trælle; thi
man er Træl af det, som man er overvunden af.
20. Thi dersom de, efter at have undflyet Verdens Besmittelser ved
Erkendelse af vor Herre og Frelser Jesus Kristus, igen lade sig
indvikle deri og overvindes, da er det sidste blevet værre med
dem end det første.
21. Thi bedre havde det været dem ikke at have erkendt
Retfærdighedens Vej end efter at have erkendt den at vende sig
bort fra det hellige Bud, som var blevet dem overgivet.
22. Det er gået dem efter det sande Ordsprog: "Hunden vender sig om
til sit eget Spy, og den toede So til at vælte sig i Sølen."

2.Peter 3

1. Dette er allerede, I elskede! det andet Brev, som jeg skriver
til eder, hvori jeg ved Påmindelse vækker eders rene Sind
2. til at komme de Ord i Hu, som forud ere sagte af de hellige
Profeter, og eders Apostles Befaling fra Herren og Frelseren,
3. idet I først og fremmest mærke eder dette, at i de sidste Dage
skal der komme Spottere med Spot, som vandre efter deres egne
Begæringer
4. og sige: "Hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkommelse?
Fra den Dag, Fædrene sov hen, forblive jo alle Ting, som de
vare, lige fra Skabningens Begyndelse."
5. Thi med Villie ere de blinde for dette, at fra fordums Tid var
der Himle og en Jord, som var fremstået af Vand og ved Vand i
Kraft af Guds Ord,
6. hvorved den daværende Verden gik til Grunde i en Vandflod.
7. Men de nuværende Himle og Jorden holdes ved det samme Ord i
Forvaring til Ild, idet de bevares til de ugudelige Menneskers
Doms og Undergangs Dag.
8. Men dette ene bør ikke undgå eder, I elskede! at een Dag er for
Herren som tusinde År, og tusinde År som een Dag.
9. Herren forhaler ikke Forjættelsen (som nogle agte det for en
Forhaling), men han er langmodig for eders Skyld, idet han ikke
vil, at nogen skal fortabes, men at alle skulle komme til
Omvendelse.
10. Men Herrens Dag skal komme som en Tyv; på den skulle Himlene
forgå med stort Bulder, og Elementerne skulle komme i Brand og
opløses, og Jorden og alt, hvad der er på den, skal opbrændes.

11. Efterdi da alt dette opløses, hvor bør I da ikke færdes i hellig
Vandel og Gudsfrygt,
12. idet I forvente og fremskynde Guds Dags Tilkommelse, for hvis
Skyld Himle skulle antændes og opløses, og Elementer komme i
Brand og smelte.
13. Men vi forvente efter hans Forjættelse nye Himle og en ny Jord,
i hvilke Retfærdighed bor.
14. Derfor, I elskede! efterdi I forvente dette, så gører eder Flid
for at findes uplettede og ulastelige for ham i Fred,
15. og agter vor Herres Langmodighed for Frelse; ligesom også vor
elskede Broder Paulus efter den ham givne Visdom har skrevet til
eder,
16. som han også gør i alle sine Breve, når han i dem taler om disse
Ting; i dem findes der Ting, vanskelige at forstå, som de
ukyndige og ubefæstede fordreje, ligesom også de øvrige
Skrifter, til deres egen Undergang.
17. Da I altså, I elskede! vide det forud, såvogter eder, for at I
ikke skulle rives med af de ryggesløses Vildfarelse og affalde
fra eders egen Fasthed;
18. men vokser i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi Nåde og
Kundskab! Ham tilhører Herligheden både nu og indtil Evighedens
Dag!


1.Johannes

1.Johannes 1

1. Det, som var fra Begyndelsen, det, vi have hørt, det, vi have
set med vore Øjne, det, vi skuede og vore Hænder følte på,
nemlig om Livets Ord; -
2. og Livet blev åbenbaret, og vi have set og vidne og forkynde
eder det evige Liv, som jo var hos Faderen og blev åbenbaret for
os; -
3. hvad vi have set og hørt, forkynde vi også eder, for at også I
må have Samfund med os; men vort Samfund er med Faderen og med
hans Søn Jesus Kristus.
4. Og dette skrive vi til eder, for at eders Glæde må være
fuldkommen.

5. Og dette er det Budskab, som vi have hørt af ham og forkynde
eder, at Gud er Lys, og der er slet intet Mørke i ham.
6. Dersom vi sige, at vi have Samfund med ham, og vandre i Mørket,
da lyve vi og gøre ikke Sandheden.
7. Men dersom vi vandre i Lyset, ligesom han er i Lyset, have vi
Samfund med hverandre,og Jesu, hans Søns, Blod renser os fra al
Synd.
8. Dersom vi sige, at vi ikke have Synd, bedrage vi os selv, og
Sandheden er ikke i os.
9. Dersom vi bekende vore Synder, er han trofast og retfærdig, så
at han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed.
10. Dersom vi sige, at vi ikke have syndet, gøre vi ham til en
Løgner, og hans Ord er ikke i os.

1.Johannes 2

1. Mine Børn! dette skriver jeg til eder, for at I ikke skulle
synde. Og dersom nogen synder, have vi en Talsmand hos Faderen,
Jesus Kristus, den retfærdige,
2. og han er en Forsoning for vore Synder, dog ikke alene for vore,
men også for hele Verdens.

3. Og derpå kende vi, at vi have kendt ham, om vi holde hans Bud.
4. Den, som siger: "Jeg kender ham," og ikke holder hans Bud. han
er en Løgner, og i ham er Sandheden ikke;
5. men den, som holder hans Ord, i ham er sandelig Guds Kærlighed
fuldkommet. Derpå kende vi, at vi ere i ham.
6. Den, som siger, at han bliver i ham, han er også skyldig selv at
vandre således, som han vandrede.
7. I elskede, jeg skriver til eder ikke et nyt Bud, men et gammelt
Bud, som I have haft fra Begyndelsen. Det gamle Bud er det Ord,
som I have hørt.
8. Og dog skriver jeg til eder et nyt Bud, hvilket er sandt i ham
og i eder, thi Mørket drager bort, og det sande Lys skinner
allerede.
9. Den,som siger,at han er i Lyset,og hader sin Broder, han er i
Mørket endnu.
10. Den, som elsker sin Broder, bliver i Lyset, og der er ingen
Forargelse i ham.
11. Men den, som hader sin Broder, er i Mørket og vandrer i Mørket,
og han ved ikke, hvor han går hen, fordi Mørket har blindet hans
Øjne.

12. Jeg skriver til eder, mine Børn! fordi eders Synder ere eder
forladte for hans Navns Skyld.
13. Jeg skriver til eder, I Fædre! fordi I kende ham, som er fra
Begyndelsen. Jeg skriver til eder, I unge! fordi I have
overvundet den onde. Jeg har skrevet til eder, mine Børn! fordi
I kende Faderen.
14. Jeg har skrevet til eder, I Fædre! fordi I kende ham, som er fra
Begyndelsen. Jeg har skrevet til eder, I unge! fordi I ere
stærke, og Guds Ord bliver i eder, og I have overvundet den
onde.
15. Elsker ikke Verden, ikke heller de Ting, som ere i Verden!
Dersom nogen elsker Verden, er Faderens Kærlighed ikke i ham.
16. Thi alt det, som er i Verden, Kødets Lyst og Øjnenes Lyst og
Livets Hoffærdighed, er ikke af Faderen, men af Verden.
17. Og Verden forgår og dens Lyst; men den, som gør Guds Villie,
bliver til evig Tid.

18. Mine Børn! det er den sidste Time, og som I have hørt, at
Antikrist kommer, således ere nu mange Antikrister fremtrådte;
deraf kende vi, at det er den sidste Time.
19. De ere udgåede fra os, men de vare ikke af os; thi dersom de
havde været af os, da vare de blevne hos os. Dog, det var, for
at det skulde blive åbenbart, at de ikke alle ere af os.
20. Og I have Salvelse fra den hellige og vide alt.
21. Jeg har ikke skrevet til eder, fordi I ikke vide Sandheden; men
fordi I vide den og vide, at ingen Løgn er af Sandheden.
22. Hvem er Løgneren uden den, som nægter, at Jesus er Kristus?
Denne er Antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen.
23. Hver den, som fornægter Sønnen, har ej heller Faderen; den, som
bekender Sønnen, har også Faderen.
24. Hvad I have hørt fra Begyndelsen, det blive i eder! Dersom det,
som I have hørt fra Begyndelsen, bliver i eder, skulle også I
blive i Sønnen og i Faderen.
25. Og dette er den Forjættelse, som han selv tilsagde os, det evige
Liv.
26. Dette har jeg skrevet til eder om dem, som forføre eder.
27. Og den Salvelse, som I fik af ham, bliver i eder, og I have ikke
nødig, at nogen skal lære eder; men således som hans Salvelse
lærer eder alt, er det også sandt og er ikke Løgn, og som den
har lært eder, skulle I blive i ham.

28. Og nu mine Børn! bliver i ham, for at vi, når han åbenbares,
kunne have Frimodighed og ikke skulle blive til Skamme for ham
ved hans Tilkommelse.
29. Dersom I vide, at han er retfærdig, da erkender, at hver den,
som gør Retfærdighed, er født af ham.

1.Johannes 3

1. Ser, hvor stor en Kærlighed Faderen har givet os, at vi skulle
kaldes Guds Børn og vi ere det. Derfor kender Verden os ikke,
fordi den ikke har kendt ham.
2. I elskede! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke åbenbaret,
hvad vi skulle vorde. Vi vide, at når det åbenbares, da skulle
vi vorde ham lige; thi i skulle se ham, som han er.
3. Og hver den, som har dette Håb til ham, renser sig selv, ligesom
han er ren.
4. Hver den, som gør Synden, begår også Overtrædelse af Loven, og
Synden er Lovens Overtrædelse.
5. Og I vide, at han blev åbenbaret for at han skulde borttage
Synderne; og der er ikke Synd i ham
6. Hver den, som bliver i ham, synder ikke; hver den, som
synder,har ikke set ham og kender ham ej heller.

7. Mine Børn, ingen forføre eder! Den, som gør Retfærdigheden, er
retfærdig, ligesom han er retfærdig.
8. Den, som gør Synden, er af Djævelen; thi Djævelen har syndet fra
Begyndelsen. Dertil blev Guds Søn åbenbaret, for at han skulde
nedbryde Djævelens Gerninger.
9. Hver den, som er født af Gud, gør ikke Synd, fordi hans Sæd
bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud.
10. Derved blive Guds Børn og Djævelens Børn åbenbare. Hver den, som
ikke gør Retfærdighed, er ikke af Gud, og ligeså den, som ikke
elsker sin Broder.
11. Thi dette er det Budskab, som I have hørt fra Begyndelsen, at vi
skulle elske hverandre;
12. ikke som Kain, der var af den onde og myrdede sin Broder. Og
hvorfor myrdede han ham? Fordi hans Gerninger vare onde, men
hans Broders retfærdige.
13. Undrer eder ikke, mine Brødre! om Verden hader eder.
14. Vi vide, at vi ere gåede over fra Døden til Livet, thi vi elske
Brødrene. Den, som ikke elsker, bliver i Døden.
15. Hver den, som hader sin Broder, er en Manddraber; og I vide, at


 


Back to Full Books